Næsten halvdelen af alle landets kommuner har samlet set færre job i det private og offentlige til rådighed for deres borgere i 2020, end de havde i 2017. Fra en af de hårdt ramte kommuner lyder det, at ledigheden nu er godt på vej til at blive normaliseret.
Hele 43 kommuner har færre job i det offentlige og private til rådighed for deres borgere i 2020, end de havde i 2017. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, skriver NB-Økonomi.
Tårnby er den kommune, hvor det står værst til. Her har man totalt set over ti procent færre job i i 2020 end i 2017. Årsagen skal findes i coronakrisen, da Københavns Lufthavn ligger i Tårnby, og fly- og rejsebranchen har været særdeles hårdt ramt.
Ser man tilbage til forskellen fra 2017 til 2019, ser man da også en fremgang i perioden på næsten 5 procent. Men det positive tal er vendt til et negativt på blot ét år.
“Coronaen har ændret på det. Frem til 2020 har vi haft en fin beskæftigelse herude, og vi har haft et fint tal. Alting kan selvfølgelig gøres bedre, men vi havde en arbejdsledighed på 2,5-2,7 procent inden coronakrisen,” fortæller 1. viceborgmester Jan Jakobsen (S) fra Tårnby Kommune.
Ledigheden i kommunen steg under coronakrisen til over det dobbelte, da tallet nåede på sit højeste med 5,7 procent.
“Nu er vi nede igen på 3,1-3,2 procent. Så det er jo ikke så tosset endda,” siger Jan Jakobsen.
Danmarks Statistik har kun tal for antallet af job 2020. Men ifølge viceborgmesteren er arbejdsløshedstallene her i 2021 blevet næsten normaliseret. “Vi lavede vores fremskudte jobcentre i lufthavnen, hvor vi tog os af de medarbejdere i lufthavnen, når de blev ledige,” fortæller Jan Jakobsen.
Samtidig er jobcentret i gang med at opkvalificere ufaglærte til faglærte, så der er større chance for at få et faglært job.
“Det gør, at vi får en udvidelse af arbejdsstyrken, som kan gå ind at tage faglært arbejde, så de har en større mulighed for at komme i beskæftigelse,” siger Jan Jakobsen. I 2019 havde 23 kommuner færre job end i 2017, mens der i 2020 var 43 kommuner, der havde færre job end i 2017.