A-kasser beskylder DA for selektiv udvælgelse af tal om lediges rådighed

Del artiklen:
Direktør i Danske A-kasser, Verner Sand Kirk, tager til genmæle mod Dansk Arbejdsgiverforenings opgørelse.
Direktør i Danske A-kasser, Verner Sand Kirk, tager til genmæle mod Dansk Arbejdsgiverforenings opgørelse. - Foto: Danske A-kasser

Man skal kigge ordentligt efter i alle faneblade for at forstå, hvor meget der er behov for, at a-kasserne giver sanktioner til ledige. Det er budskabet fra direktør i Danske A-kasser, Verner Sand Kirk, der her tager til genmæle mod Dansk Arbejdsgiverforenings opgørelse.

Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-medier.dk

Er a-kasserne for venlige mod dagpengemodtagerne, og sanktionerer de for lidt? Det er et af de store diskussionsemner mellem Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og især Københavns Kommune på den ene side og a-kasserne på den anden. 

Men baggrunden, der diskuteres på, er forsimplet og fordrejet, siger direktør i brancheorganisationen Danske A-kasser, Verner Sand Kirk.

Han kritiserer DA for at udvælge kriterier, der passer med organisationens analyse

”Det, tallene viser, er ikke, hvor mange der har søgt job, men hvor mange der har klikket på en hjemmeside og dermed optræder i en statistik. Vi mener, at det er udover alle grænser for anstændighed, hvis man automatisk fjerner folks eksistensgrundlag på baggrund af så simpel en sammenstilling,” sagde han i Berlingske som et svar på DA’s kritik.

Men hvis man går op i, om nogen har glemt at registrere sig, kan man så overhovedet lave statistik på området?

“Ja det kan man godt,” lyder svaret fra Verner Sand Kirk, der også sender en grafik over det, han nu forklarer.

“I  juni var der 1,6 procent af de ledighedsberørte, der ikke havde registreret på joblog, at de havde søgt arbejde. Hvis vi så ser, hvor mange af dem, der heller ikke havde gjort det i måneden efter, så er det i juli faldet til 0,3 procent og måneden efter til 0,1 procent. Der kan du se, at a-kasserne har taget fat i dem.”
Her kan man se udviklingen i ledige, der ikke har joblogget fra juni til august og derfor har fået en rød smiley:
 

null


Misvisende sanktioner

DA’s analyse af a-kassesanktionerne viser, at kun omkring 0,1 procent af dagpengemodtagerne i første kvartal 2021 fik en sanktion med et arbejdskrav af en a-kasse for ikke at stå til rådighed for arbejde. Det svarer til 250 personer.  

At der er arbejdskrav med sanktionen betyder, at den ledige skal genoptjene dagpenge.  Men det er en selektiv udvælgelse, siger Verner Sand Kirk.

“De sammenligner dem, der ikke har joblogget, med den hårdeste sanktion. Men de skal jo som minimum se på, hvor mange der har fået en sanktion, og det er ikke 250 men 8.000.”

De godt 8.000 samlede sanktioner kan ses på dette faneblad i STAR’s opgørelse, mens de 250 sanktioner med et arbejdskrav til genoptjening af dagpengene kan ses på dette faneblad

Der findes dog et tredje faneblad, der også har et arbejdskrav ved gentagne forsømmelser. Denne sanktion har 111 dagpengemodtagere fået i 1. kvartal i år. 

Hvis en dagpengemodtager ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan a-kassen give en ‘så-længe sanktion’, der for eksempel kan betyde, at den ledige ikke får dagpenge, før den ledige har tilmeldt sig som arbejdssøgende på jobcentret, eller der er registreret en ansøgning på joblog. 

I yderste konsekvens kan en ledig dagpengemodtager helt miste dagpengeretten og skal arbejde 300 timer inden for tre måneder for at genoptjene retten til dagpenge. Det er denne sanktion, DA har opgjort i til 250 personer. 
En dårligt valgt måned

Danske A-kasser kritiserer også DA’s opgørelse for at tage udgangspunkt i den måned, hvor der er flest, der ikke har joblogget, nemlig i januar 2021.

Frem til udgangen af juni sidste år skulle dagpengemodtagere ikke joblogge på grund af coronasituationen. Fra juli sidste år er antallet, der ikke har joblogget, gået støt ned frem til en stigning i december, januar og februar, hvorefter der antallet falder til 1,6 procent i juni i år.

null

Verner Sand Kirk forklarer den højere andel, der ikke har registreret jobsøgning omkring nytår, med stigende sæsonledighed. 

“Der er jo nogle, der lige er blevet ledige, og andre der bare har fået arbejde, mens nogen har glemt det. De fleste har job eller har søgt, men har af en eller anden grund ikke fået registreret det.”

Men du kan jo ikke vide, hvor stor en andel, det er.

“Nej, men det indgår, så vidt jeg ved, i tilsynet, og det er da mærkeligt, at både KL og DA sidder i tilsynsrådet og aldrig har haft nogle anmærkninger, hvis vi ikke håndterer det efter bogen,” siger Verner Sand Kirk. 

Han tilføjer, at det er lidt underligt, at Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard kritiserer a-kasserne for ikke at håndhæve rådighedsreglerne, når problemet er meget større i kommunerne. 

Ifølge STAR havde op mod en fjerdedel af de jobparate kontanthjælpsmodtager ikke registreret jobsøgning i juni. Det faldt til knap ni procent i august. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her