Hvis a-kasserne får mere ansvar for ledige, vil færre få job, forudsiger KL-formand

Del artiklen:
Formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Thomas Kastrup-Larsen, talte ved KL's JobCamp 2021 til fordel for jobcentrenes indsats.
Formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Thomas Kastrup-Larsen, talte ved KL's JobCamp 2021 til fordel for jobcentrenes indsats. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)

‘Arbejdsmarkedsområdet er gennemsyret af forskellige organisationers interesser.’ I stedet skal man fokusere på de lediges interesser, lød fra formanden for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Thomas Kastrup-Larsen til møde med landets jobcentre i Aalborg torsdag.

Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-medier.dk

I sin velkomsttale til flere hundrede jobcentermedarbejdere- og chefer på KL’s JobCamp 2021 lagde Thomas Kastrup-Larsen (S) ikke fingrene imellem.

Konsekvensen af at overlade ledige dagpengemodtagere til a-kasserne i de første seks måneders ledighed vil være, at virksomhederne får mindre arbejdskraft. Det sagde han ikke direkte, men næsten.

Formuleringen var, at ‘færre ledige vil blive matchet med et job.’ Hvorfor det vil ske, forklarede Kastrup-Larsen i sin tale.

Thomas Kastrup-Larsen er formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg og dermed jobcentrenes øverste politiske repræsentant i det kommunale system. Han er også socialdemokrat ligesom beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Ministeren kommer på JobCamp fredag morgen og vil indgå i dialog med Thomas Kastrup-Larsen. Det blev der lagt godt op til i dag.

Peter Hummelgaard har tidligere sagt, at han aktuelt diskuterer med partier i Folketinget, om det enstrengede beskæftigelsessystem skal fortsætte. Altså, om det er jobcentrene, der skal stå for beskæftigelsesindsatsen, eller om a-kasserne skal have en større del af kagen.

“Det er ikke frugtbart – og jeg gentager – det er ikke frugtbart, at der igen er en diskussion om, hvor beskæftigelsesindsatsen skal placeres,” sagde Thomas Kastrup-Larsen i sin velkomsttale til de fremmødte jobcenterfolk.

Ideologiske hensyn i debatten

Også besparelserne, der skal være med til at finansiere tidlig pension – den såkaldte Arne-Pension – tog han under behandling.

“Uforståelige besparelser og underfinansierede initiativer krydret med en massiv og unuanceret kritik af jobcentrene bidrager heller ikke til det allervigtigste: at få flere ledige i arbejde. Men vi ved, at beskæftigelsesindsatsen er langt bedre end sit rygte og mange af de ideologiske hensyn, der får lov til at fylde debatten. Der skal heller ikke være tvivl om, at det kommunale synspunkt er klart. Vi skal fastholde og udvikle en enstrenget beskæftigelsesindsats til gavn for de ledige og virksomhederne.”

KL offentliggjorde tidligere torsdag sin egen tilfredshedsundersøgelse, hvor 1.500 virksomheder har besvaret en række spørgsmål. Otte ud af ti virksomheder er glade for samarbejdet, og 75 procent siger i undersøgelsen, at jobcentrene er gode til at finde en jobkandidat, der passer til virksomhedernes behov, fortalte Thomas Kastrup-Larsen.

Derfor vil færre ledige komme i job

Det er samarbejdet med virksomhederne, som jobcentrene nu har arbejdet på i nogle år, der ifølge Thomas Kastrup-Larsen vil lide så stort et knæk, hvis a-kasserne overtager dagpengemodtagerne i det første halve års ledighed, at det betyder, at færre vil komme i job. Logikken i argumentet er, at det samlet set vil gå ud over den service, som kommunerne tilbyder virksomhederne, når de mest attraktive ledige ikke er med i pakken.

“Vi kan som kommuner noget helt særligt i samarbejdet med virksomhederne til gavn for både den jobparate ledige og borgere, der ikke har fået fodfæstet endnu. Og vi arbejder med at koble beskæftigelse, erhvervs- og uddannelsesindsatserne, fordi vi ser beskæftigelse i et erhvervs- og vækstperspektiv.”

“Derfor er det også svært at se det logiske i forslaget om, at a-kasserne skal have ansvaret for de ledige det første halve år. Det vil betyde, at jobcentrene vil få meget svært ved at levere en god virksomhedsservice, og det vil også betyde, at færre ledige vil blive matchet med et job,” lød det fra Thomas Kastrup-Larsen.
 
Interesser styrer politikken

Kommunerne er tiltagende irriterede over, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard favoriserer fagbevægelsen. Det er nu helt officiel regeringspolitik med det seneste reformforslag Danmark kan mere I.

Også den tendens kommenterede Thomas Kastrup-Larsen, der også er socialdemokratisk borgmester i Aalborg. 

I sin talte nævnte han ‘mange af de ideologiske hensyn, der får lov til at fylde debatten’, og i et efterfølgende interview med ordstyrer Nynne Bjerre Christensen kom kan ind på de interesser, der er i spil i beskæftigelsesindsatsen, da hun spurgte, om kommunerne er for venlige i forhandlinger med regeringen. Nej, sagde han, men…

“Det har været svært at trænge igennem, og man må jo nok erkende, at hele arbejdsmarkedsområdet er gennemsyret af mange forskellige organisationers interesser, som de forsøger at forfægte. Mit fromme håb er jo, at i stedet for, at vi forfølger organisationsinteresser i debatten, at vi så egentlig sætter fokus på, hvad der giver bedst mening for den enkelte ledige 
og for virksomhederne. Og hvis man gør det, så står det at have et enstrenget beskæftigelsessystem på lystavlen som nummer et.” 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her