Hummelgaard bekræfter, at jobcentre kan miste ledige dagpengemodtagere

Del artiklen:
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fortalte onsdag på et pressemøde, at forligspartier bag tidlig pension diskuterer, om jobcentrene fortsat skal varetage hele beskæftigelsesindsatsen.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fortalte onsdag på et pressemøde, at forligspartier bag tidlig pension diskuterer, om jobcentrene fortsat skal varetage hele beskæftigelsesindsatsen. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)

Et opgør med et enstrenget beskæftigelsessystem i jobcentrene kan være på vej. Forligspartierne bag tidlig pension diskuterer aktuelt, om kommunerne ‘skal lave alt i fremtiden,’ fortalte Peter Hummelgaard på pressemøde onsdag.

Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-medier.dk

Regeringen overvejer at flytte ansvaret for arbejdsløse på dagpenge væk fra kommunernes jobcentre og over til a-kasserne. Det bekræfter beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), skriver NB-Beskæftigelse.

At der er noget i gære kom frem på et pressemøde i går, onsdag. Her svarede Peter Hummelgaard bekræftende på et spørgsmål, om regeringen overvejer at flytte ansvaret for dagpengemodtagere fra jobcentrene til a-kasserne.

Ministeren diskuterer sammen med forligspartierne bag tidlig pension (Arne-pensionen), om det kan give “god mening som en del af et fremtidigt beskæftigelsessystem at se på, om opgaverne er fordelt de rigtige steder,” sagde Peter Hummelgaard ifølge NB-Beskæftigelse. 

På pressemødet nævnte Peter Hummelgaard beskæftigelsesreformen i 2003, hvor den daværende Venstre-regering satte processen i gang henimod et enstrenget beskæftigelsessystem. Det endte med, at kommunale jobcentrene efter en årrække fik ansvaret for beskæftigelsesindsatsen for både kontanthjælpsmodtagere og – som noget nyt – dagpengemodtagere.

“Sandheden er jo, at alle opgaver på beskæftigelsesområdet siden den store reform af tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen langsomt – ligesom i en tragt – har ført dem ud i kommunerne,” sagde Peter Hummelgaard og fortsatte:

“Og da bliver det en del af øvelsen at sige: ‘Giver det også mening, at det er kommunerne, der bliver ved med at lave alt i fremtiden?’ Det er ikke noget, vi har konkluderet på endnu. Det er nogle drøftelser, og ikke mindst nogle analyser, der lige nu pågår.”

A-kasseforsøg indgår i drøftelser

Spørgsmålet kom op på pressemødet i Beskæftigelsesministeriet, der fokuserede på forslagene om beskæftigelse og indvandrere i regeringens reformforslag ‘Danmark kan mere I’.

Regeringen foreslår blandt andet en række ændringer af lovgivningen, der skal motivere lønmodtagere til at melde sig ind i en fagforening og en a-kasse. Men forslaget om, at dagpengemodtagere i det første halve års ledighed alene skal have kontakt til a-kasserne og ikke til jobcentrene, er ikke med i reformen.

Dermed er sagen dog ikke lukket. Peter Hummelgaard oplyste, at a-kasseforsøget, hvor dagpengemodtagere alene hører under deres a-kasse i de første tre måneders ledighed, indgår i diskussionen. Og når partierne også har åbnet den store diskussion om, hvor opgaverne skal ligge i fremtiden, må man formode, der kommer ændringer.

Forligskredsen bag tidlig pension kan dog ikke tage så store beslutninger alene. For mens Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti står bag aftalen om tidlig pension, er de fleste gældende arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesreformer vedtaget med et større flertal henover midten.

Det behøver dog ikke i sig selv at være en hindring for partierne bag tidlig pension, for de har tid til at vente med at vedtage et nyt beskæftigelsessystem til efter næste folketingsvalg, hvis de andre partier ikke vil være med. De 1,1 milliarder kroner, der skal være med til at finansiere tidlig pension, skal nemlig først fuldt ud spares i jobcentrene i 2024, altså efter sidste dato for et folketingsvalg, som er juni 2023. Og det er en fælles forståelse på Christiansborg, at forlig kan opsiges umiddelbart før et valg.

Få hele historien senere torsdag på NB-Beskæftigelse

Læs også:
Borgmestre vil have indvandrerkvinder i ægte job

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her