Demokratisk festival for unge: Tilbage med fornyet energi

Del artiklen:

Arrangørerne bag Ungdommens Folkemøde forventer, at der vil være masser at tage fat på efter et år med corona.

Af Ritzau,

Onsdag formiddag skydes årets Ungdommens Folkemøde i gang i Valbyparken i København.

Efter sidste års coronaomvæltning med onlineafholdelse er kræfterne bag festivalen igen klar til at tage imod tusindvis af unge mennesker i alderen 15 til 20 år.

– Dette års Ungdommens Folkemøde falder på et tørt sted, fordi alt det, det vil sige at være ung, har man ikke kunne dyrke de seneste mange, mange måneder i den her coronanedlukning.

– Og det har været rigtig hårdt og en stærk oplevelse for rigtig mange unge. Så jeg glæder mig, siger direktøren Anna Bisp Asghari.

Når de første unge talere stiller sig klar på “Ølkassescenen” til dette års folkemøde, er det femte år, at det løber af stablen.

Første gang var i 2016 i Søndermarken i København.

Sidste år kunne Ungdomsmødet fejre femårsjubilæum, men grundet covid-19 sadlede teamet bag om og endte med at afholde festivalen i et onlineformat.

– Vi har virkelig været spændte på, hvordan deltagerne vil reagere efter denne coronanedlukning. Hvordan de vil opleve at være samlet sådan her igen.

– Jeg håber, at deltagerne kan få nogle oplevelser, de ikke havde forventet, blive overrasket eller få styrket en nysgerrighed, både på sig selv men også på andre, siger Anna Bisp Asghari.

Arrangørerne bag kalder Ungdommens Folkemøde en demokratisk vitaminindsprøjtning til den danske ungdom og har en ambition om, at være bindeleddet mellem unge og beslutningstagere.

– Temaet er altid demokrati, hvad demokrati er, og hvem du er i et demokrati. Men det er også ungdomsmagt. At give magten til unge og undersøge, hvordan samfundet ville se ud, hvis unge bestemte, siger Anna Bisp Asghari.

Tirsdag udkom regeringen med et reformudspil, der vil sænke dagpengesatsen for nyuddannede. Anna Bisp Asghari mener, at det nok skal få sin plads i dagens taler, men forventer ikke, at det vil stjæle rampelyset.

– Der er jo masser at tage fat i, når vi kigger på de sidste år, der er gået. Så det bliver nok et ud af hundrede temaer, siger hun.

Festivalens målgruppe er gymnasieelever og andre unge i alderen 15 til 20 år. Den afholdes i år den 8. og 9. september i Valbyparken.

/ritzau/