Fleksjobbere i arbejde efter uddannelse og opkvalificering

Del artiklen:
I Horsens kommer ledige fleksjobbere i uddannelse i op til fem måneder. De får blandt andet mulighed for at tage et forløb over længere tid.
I Horsens kommer ledige fleksjobbere i uddannelse i op til fem måneder. De får blandt andet mulighed for at tage et forløb over længere tid. "Uddannelsesstederne er meget gode til at gøre det mere individuelt," siger Kate Feldt, der er afdelingsleder for visiterede fleksjobbere i jobcentret i Horsens.

Siden oktober har 14 ledige fleksjobbere i Horsens Kommune været på forskellige opkvalificeringskurser. De har alle job bagefter. I det hele taget er kommunen god til at få fleksjobbere i arbejde.

Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-medier.dk

Det er på landsplan få ledige fleksjobbere, der kommer i opkvalificering eller uddannelse. Men der er efterspørgsel på arbejdsmarkedet, og i Horsens har jobcentret nu skruet op for uddannelse til personer på ledighedsydelse. 

Siden oktober sidste år er 12 ud af 14 kommet i arbejde efter opkvalificering. De sidste to har også aftaler om job, når de er færdige med at uddanne sig.

“Vi er fra start af åbne om, at borgerne ikke kan være med i så mange timer, og man kan godt aftale, at regnskabs- og truckkursus for den enkelte borger er et længere forløb. Uddannelsesstederne er meget gode til at gøre det mere individuelt. En borger kan for eksempel lappe ind over på to hold, men der er også borgere, der siger, at to ugers kursus er så kort, at de gerne vil give den en skalle,” fortæller Kate Feldt, der er afdelingsleder for fleksjobvisiterede i jobcentret i Horsens.

I det hele taget går det godt med at få fleksjobbere i arbejde. Horsens er en af de 12 kommuner, der havde en større stigning i  fleksjobbere i arbejde i corona-året 2020 end i tidligere år. I oktober var knap 1.500 fleksjobbere i arbejde i kommunen. Det var en stigning på 15 procent i forhold til året før.
 

Læs også:
Corona: Fald i stigning i arbejde til fleksjobbere på seks procent

Virksomheder vil have fleksjobbere og ledige i småjob

I maj måned i år kom yderligere 77 i fleksjob i Horsens, fortæller Kate Feldt. 

“Vi havde en del, der stod og ventede, da vi fik åbnet op efter nedlukningen under corona, og vi forsøgte også at holde det kørende under corona.”
 
Fleksjobbere ansættes typisk først i en kort praktik, men det var ikke muligt under nedlukningerne. 

“Da vi ikke kunne lave praktik, havde vi nogle virksomheder, der startede med at ansætte fleksjobbere kortvarigt, og de blev så senere ansat i længere tid. Det var på fleksjob og småjob, at virksomhederne trak fra. Vi har også selv forsøgt at finde åbninger i forhold til at spritte af og gøre ekstra rent,” fortæller Kate Feldt. 

Hun er ikke nervøs for, at rengøringsjobbene forsvinder igen, når smitten går ned. Det ser ud til, at virksomhederne har fået øjnene op for betydningen, vurderer hun. 

Jobcentret har egne forløb

Så snart en borger er visiteret til fleksjob, har jobcentret selv lavet et forløb, som den ledige skal deltage i.

Over to uger opdateres cv’et, så det er aktuelt og brugbart. Der skrives jobansøgninger, og den ledige får en kontakt til en virksomhedskonsulent. På grund af corona foregår kurset både digitalt og fysisk.

“Det væsentlige er, at borgerne får en opkvalificering, så de ved; – ‘Hvad er det egentlig, jeg kan, når jeg nu er visiteret til fleksjob? Hvem kontakter jeg, og hvordan kommer jeg selv ud og søger et job?'”

“Jeg hører kun godt om forløbet fra de borgere, der har været igennem det. Så ved de, hvad vi forventer af dem,” siger Kate Feldt.

Efter jobcentrets eget forløb kan de visiterede til fleksjob søge job eller komme i jobrettet uddannelse. De har ligesom andre ledige mulighed for seks ugers jobrettet uddannelse. Eller de kan få længere kurser gennem de regionale uddannelsespuljer, ligesom lovgivningen giver mulighed for længere kurser, der er jobrettede.

At der skal være job i den anden ende, lægger både jobcentret og de ledige fleksjobbere vægt på, fortæller Kate Feldt.

“Truckcertifikat og bogholderi- og regnskabsuddannelser foregår tit i forbindelse med opstart af fleksjob og praktik før job. Vi ser på, hvad det konkret er, den enkelte mangler, og har en par gange kørt holdforløb. Det kan være i digitalisering og marketing eller en bred opkvalificering til forskellige produktionsvirksomheder. For eksempel pakning og montage og lettere kontoropgaver. Man kan også ret hurtigt blive ansat og sideløbende få opkvalificering.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her