Beskæftigelsesministeriet henter ny presse- og kommunikationschef i Dansk Metal

Del artiklen:
Mads Hersbøll er ny presse- og kommunikationschef i Beskæftigelsesministeriet fra 1. juni.
Mads Hersbøll er ny presse- og kommunikationschef i Beskæftigelsesministeriet fra 1. juni.

Mads Hersbøll har erfaringer fra fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Beskæftigelsesministeriet afviser kritik og siger, at jobbet gik til den mest kvalificerede.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Beskæftigelsesministeriet får ny pressechef fra 1. juni.

Den 33 årige Mads Hersbøll kommer fra Dansk Metal, hvor han har været presse- og kommunikationschef i mere end to år. Han erstatter Jens Jacob Lerche, der efter fire år i jobbet har valgt at søge nye udfordringer.

Ansættelsen har fået kritik, fordi Mads Hersbøll i 2019 var opstillet som kandidat for Socialdemokratiet til Europaparlamentet. Ifølge Berlingske trak han sig, fordi han og kæresten ventede tvillinger. 

“En embedsmand er kun god, hvis personen kan betjene en minister af enhver partifarve. Hvis man er ansat, fordi man har et tilknytningsforhold til samme parti som den siddende minister, bliver det en hæmsko i forhold til at betjene den næste minister,” siger Liberal Alliances Ole Birk Olesen til Berlingske.

Beskæftigelsesministeriet skriver til avisen, at det var den bedste mand, der fik jobbet.

“Jeg kan bekræfte, at vi har ansat Mads Hersbøll som ny presse- og kommunikationschef i Beskæftigelsesministeriet, fordi han var den mest kvalificerede til stillingen,” siger departementschef Søren Kryhlmand i en skriftlig kommentar. 

Han oplyser, at det var et enigt ansættelsesudvalg, der efter ‘den almindelige praksis for rekruttering’ tilbød Mads Hersbøll stillingen. 

I sit nye job kommer Mads Hersbøll til at referere til kontorchef Marie Louise Fischer, der kom til ministeriet fra et job i Venstre.
Mads Hersbøll havde i 2012 og 2013 halvandet års praktik hos Socialdemokratiet på Christiansborg og var i samme periode formand for Frit Forum i Odense. Frit Forum er den socialdemokratiske studenterorganisation. 

Siden da har han været ansat i kommunikationsbureauet Lead Agency, hos Danske Spil, i Danske Bank – og altså pressechef i Dansk Metal.

Mads Hersbøll har en uddannelse i statskundskab fra Odense Universitet.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her