Minister: ‘Færrest muligt’ skal ende på førtidspension

Del artiklen:
(Arkiv) Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil gerne have flere i arbejde, men fastholder samtidig, at borgere, der har brug for det, skal have førtidspension.
(Arkiv) Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil gerne have flere i arbejde, men fastholder samtidig, at borgere, der har brug for det, skal have førtidspension. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ønsker, at ‘så mange som muligt’ skal arbejde, men han understreger, at nogle borgere ‘selvfølgelig (skal) have den førtidspension, som de er berettiget til’.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Et Ritzau-telegram har skabt tvivl om, hvorvidt Peter Hummelgaard vil ‘gribe ind’ over for den stadig stigende tilgang til førtidspension. Udtrykket ‘gribe ind’ er nu fjernet fra telegrammet, men det er allerede gået viralt i flere facebookgrupper. Derfor har NB-Beskæftigelse spurgt beskæftigelsesministeren, hvad han egentlig mener.

For tallene er i stigning. Ifølge jobindsats.dk kom der i 2020 hele 17.237 nye førtidspensionister til. Vi skal helt tilbage til 2009 og 2010 for at se så stor en tilgang til ydelsen. Se oversigt i slutningen af artiklen.

Spørgsmålene til Peter Hummelgaard er stillet skriftligt, ligesom svarene er skriftlige. Spørgsmål er i kursiv, og ministerens svar følger derefter.

Dine kommentarer til Politiken (…) om, at forligspartierne skal se på reformen af førtidspension og fleksjob, blev af mange opfattet, som at du vil ‘justere’ eller ‘gribe ind’ over for stigningen i tildelingen af førtidspension. Er det en målsætning, at færre skal tildeles førtidspension?

“Jeg har et ønske om, at vi kan hjælpe så mange som muligt ind på arbejdsmarkedet, så de kan blive en del af det arbejdende fællesskab. Derfor mener jeg, at ambitionen skal være, at færrest muligt ender i en situation, hvor det er nødvendigt at tilkende førtidspension. Men der er også borgere, hvor førtidspension er sidste udvej, og der er det kun godt, at de kan få den hjælp, og de skal selvfølgelig have den førtidspension, som de er berettiget til.”

Hvad er det for elementer i reformen, I vil kigge på? Har det noget med antallet af førtidspensionister at gøre?  
“Det er for tidligt at sige noget helt konkret om indholdet i næste etape af reformgennemgangen. Men da vi har set på ressourceforløb, vil det selvfølgelig være fleksjob og førtidspension, der kommer fokus på.”
“For mig er det vigtigt, at vi holder fast i et fokus på, at flere oplever at blive behandlet værdigt og får den rette hjælp. Det kunne fx være, hvordan vi hjælper flere ledige fleksjobbere med at finde det helt rigtige fleksjob, eller hvordan vi understøtter, at fleksjobbere arbejder i flere timer i takt med at deres arbejdsevne udvikler sig.”

Andelen af bevillinger af førtidspension efter ressourceforløb har været støt stigende siden 2014, hvor fem procent fik førtidspension, til 2020, hvor det var 60 procent. Af Jobindsats.dk fremgår det, at andelen, der kom i fleksjob tre måneder efter ressourceforløb, steg fra 9,5 pct. i 2014 til 13 procent i 2019.  

Forventer du, at der med de nye elementer i ressourceforløbene kommer en ændring af den fordeling? 
“Med aftalen om bedre ressourceforløb har vi forkortet og styrket kvaliteten af ressourceforløbene, så den enkelte hurtigere får en afklaring – og for nogle vil det være til fleksjob, og for andre vil det være den førtidspension, som de er berettiget til.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her