Ingen fuld genåbning af beskæftigelsesindsatsen i første omgang

Del artiklen:
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil 'snarest' komme med model for genåbning af beskæftigelsesindsats.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil 'snarest' komme med model for genåbning af beskæftigelsesindsats. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard lover at komme med ‘model for genåbning’ snarest, men modellen ser ikke ud til at omfatte hele beskæftigelsesindsatsen.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Mens jobcentrene tripper for at får lov til at åbne for hele beskæftigelsesindsatsen, ser den ikke ud at være på trapperne lige nu.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) lover i en kommentar til NB-Beskæftigelse, at han ‘snarest’ vil komme med en model for genåbning, som er en ’tilpasning af restriktionerne.’

”Jeg er rigtig glad for, at et bredt flertal af partierne nu er nået til enighed om en langsigtet plan for genåbning af Danmark. I planen indgår også en tilpasning af restriktionerne for beskæftigelsesindsatsen,” siger Hummelgaard i en skriftlig kommentar.

Modellen ser ud til at indeholde en åbning i etaper. Beskæftigelsesministeren siger:

“Regeringen vil snarest præsentere en model for en delvis genåbning af beskæftigelsesindsatsen, der blandt andet vil tage højde for det helt særlige hensyn, som vi skal tage i forhold til udsatte ledige længere væk fra arbejdsmarkedet. Derudover er det min forventning, at vi også kommer til at se på, hvordan vi kan genåbne de virksomhedsrettede indsatser.”

Forhandlinger om langtidsledige

Ud over de udsatte ledige skal Peter Hummelgaard sidde for bordenden i forhandlinger om, hvordan langtidsledige bedst kommer i arbejde. Partierne skal blandt andet tale om, hvordan en uddannelsesindsats kan målrettes langtidsledige. Det blev aftalt med partierne bag hjælpepakkerne fredag.

Langtidsledigheden er blevet fordoblet under corona. 1. januar 2020 var der 16.437 og 31.536 i januar 2021. Det er en stigning på lidt over 90 procent.

Forlængelser af sygedagpenge med mere

Med rammeaftalen om genåbning mandag blev hjælpepakkerne generelt forlænget til 30. juni. Samtidig skal det forhandles, hvordan hjælpepakkerne udfases. Indtil der kommer aftaler om det, er fristerne for forlængelse af sygedagpenge, pausen i 225-timers reglen, supplerende dagpenge og dagpengeperioden fortsat 30. april. 

Enhedslisten er klar med forslag til, hvordan der kan lave en lempelig overgang af forlængelserne, blandt andet for sygedagpenge. 

“Der er nogen, der har mistet et helt år af deres afklaring. Vi vil gerne lave en overgang, så sygemeldte kan få sygedagpenge, mens de bliver afklaret,” siger Victoria Velásquez (EL). 

Hun ønsker også, at de øvrige frister forlænges, ligesom der skal aftales løsninger for de langtidsledige. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her