Skarp kritik af it-virksomheds forslag til effektivisering af jobcentre

Del artiklen:

Arbejdsmarkedschef kritiserer Schultz for et forslag til besparelse på 1,1 milliarder i jobcentrene. ‘Man kan ikke måle tre til fem minutters besparelse på digitale samtaler,’ lyder det om et af regnestykkerne.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Arbejdsmarkedschef i Fredensborg Kommune Birgit Bagge kritiserer skarpt det forslag om besparelser på 1,1 milliarder kroner gennem digitalisering af jobcentrene, som it-virksomheden Schultz har lagt frem.

I en kommentar på LinkedIn skrev Birgit Bagge i går:

“Hele tankegangen om at regne i 3-5 minutters besparelse på en digital samtale kontra en fysisk samtale er udokumenteret og en absurd tilgang til samtaler med mennesker, både borgerne og medarbejderne i landets jobcentre.”

Det er et af regneeksemplerne i  Schultz’ forslag, der viser, at der kan spares 50-83 millioner ved at skære tre til fem minutter af samtalerne med borgerne.

Er det ikke rigtigt, at medarbejderne bruger kortere tid på digitale møder i stedet for fysiske?

“Det er ikke vores erfaring. Det digitale er jo bare et medie, og vi afkorter jo ikke det, der er vigtigt at tale med borgeren om, fordi mediet er et andet. Jeg kan ikke følge argumentet i, at samtalen skulle være tre til fem minutter kortere, fordi den foregår digitalt,” siger Birgit Bagge til NB-Beskæftigelse.

Jobcentrene har under coronatiden betydelig erfaring med de digitale samtaler. Det er den erfaring, Schultz vil bygge videre på, men det kan ikke gøres ved at lave firkantede beregninger, mener hun.

“Det er mikromanagement, som man kan lave ved et skrivebord, men i det virkelige liv ser det anderledes ud. Jeg tror, samtlige sagsbehandlere vil skrive under på, at de ikke kan skrive to minutter på efter de samtaler. Vi skyder os selv og borgerne i foden, hvis vi går ud ad det spor.”

Arbejdsmarkedschefen understreger, at hun godt vil være med til at spare de 1,1 milliarder, som et flertal i Folketinget har besluttet i aftalen om tidlig pension. 

“Men det her er giftigt. Det er en fiktiv beregning, der betyder, at medarbejderne skal løbe hurtigere, og det er uden kvalitet for borgerne.”

Læs også:
It-virksomhed foreslår effektivisering i jobcentrene til 1,1 milliarder

Uetisk

Birgit Bagge kalder det dertiil ‘uetisk’, at it-virksomheden Schultz kommer med et forslag til en milliardbesparelse på beskæftigelsesindsatsen, der skal skaffe de penge, som skal være med til at finansiere ‘Arne-pensionen’.

“Jeg er helt med på, at jeg motivsøger dem for at ville tjene penge, men sammen med KMD har de nærmest monopol, for staten vil ikke understøtte digitalisering af jobcentrene. Selv når de kommer med forslag til tilkøb på forskellige produkter, er vi nærmest tvunget til at købe dem, for vi kan ikke gå andre steder hen,” siger hun.

59 af kommunerne bruger fagsystemet Schultz Fasit. Det gør Schultz til den største leverandør af fagsystemer til jobcentrene. De øvrige jobcentre bruger KMD’s Moment.

Som at gå i Føtex og købe ind

Det er ikke kun det ene regneeksempel, Birgit Bagge kritiserer i forslaget. 

“Jeg synes, hele oplægget er en forsimpling og en forenkling, hvor nuancerne er udeladt.”
I et andet regneeksempel viser Schultz, at der er potentiale til at spare 84 millioner kroner, hvis man fjerner 30 procent af de 700.000 ikke-lovpligtige samtaler, borgerne årligt har med jobcentrene.

Læs også:
Tre vigtige forudsætninger for Schultz' milliardbesparelse

Men sådan kan man ikke gøre det op, siger Birgit Bagge.

“Der mangler en forståelse af, at den største gruppe borgere, der kommer i jobcentret, ikke er de forsikrede ledige. Det er aktivitetsparate og integrationsborgere – eller sygemeldte, der måske vil fortælle, at de har fået en operation udskudt. Det er mennesker, hvor vi har en tæt relation til dem i en længere periode, og som har mange andre problemer end det at være ledige. Man glemmer her, at jobcenter også er socialcenter.”

Birgit Bagge illustrerer det med et citat fra en ledig, der kommer på jobcentret i Fredensborg, og som holdt oplæg for medarbejderne på et personalemøde. 

‘I skal huske, at når man har været på offentlig ydelse i en tid, så er I ens nærmeste relation. Vi har kendt hinanden længe og været inde i nogle svære ting. Hvis I ikke var blevet ved med at kontakte mig, var jeg ikke kommet videre,’ sagde den arbejdsløse kvinde på mødet.

Jobcentret i Fredensborg har indført en app, der hedder ‘Let dialog’, hvor sagsbehandlerne kan kommunikere sikkert med borgerne på sms. 

“Mange borgere har brug for en hurtig samtale med den personlige jobformidler. Du kan heller ikke sætte minutter på, hvor meget du skal snakke med en ikke-vestlig kvinde, der skal i praktik,” siger Birgit Bagge.

“Vi taler jo ofte om liv og død og sygdom, og i Schultz’ forslag fremstilles det, som om det bare er ligesom at gå ind i Føtex og købe ind.” 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her