Læge efterlyser samarbejde med jobcentre om udsatte borgere

Del artiklen:
Det manglende samarbejde mellem jobcentre, læger og andre myndigheder er med til at fastholde socialt udsatte i sygdom, mener praktiserende læge Jannik Falhof.
Det manglende samarbejde mellem jobcentre, læger og andre myndigheder er med til at fastholde socialt udsatte i sygdom, mener praktiserende læge Jannik Falhof. - Foto: Jesper Balleby

Jobcentrene er en af mange myndigheder, der er uden for rækkevidde, når socialt udsatte patienter har brug for, at de samarbejder. Det koster leveår, lyder det fra praktiserende læge i Grenå.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Den sociale ulighed i sundhed stiger, og jobcentre og andre myndigheder er for dårlige til at arbejde sammen om de mennesker, det rammer. Det koster i leveår, mener praktiserende læge i Grenå, Jannik Falhof.

“Så længe vi ikke samarbejder, dør de 10-15 år tidligere end andre. Vi fejler virkelig. Hvis man kunne hjælpe de mennesker ordentligt, ville vi kunne gøre noget ved det,” siger han til NB-Beskæftigelse. 

Jannik Falhof tog for nylig problematikken op i Lægeforeningens medlemsblad.

”Samarbejdet mellem det sociale system og sundhedssektoren er alt for dårligt. Det er en stor del af forklaringen på, at de tungeste og mest komplekse patienter ikke får ordentlig hjælp,” skrev han for nylig i et indlæg i Ugeskriftet.dk.

Jobcentrene har en stor del af ansvaret, siger Jannik Falhof.

Han deltager selv i rundbordssamtaler med kommuner om enkeltpersoner. Men der bliver han mødt med lovgivning, der forhindrer løsninger. Og samarbejdet  – eller pseudosamarbejde, som han kalder det –  løser ikke problemet, når lægen i sin praksis sidder over for et menneske, der oven i en konkret sygdom har mange andre sundheds- og sociale problemer.

“Det er ikke én ting, der er galt. Nogle af de her mennesker er truet af en presset økonomi; deres levevis er presset. De står uden for arbejdsmarkedet og kan have brug for psykiatrien. De har måske et misbrug eller rygning, som belaster deres sundhed. Men de har også et svagt socialt netværk; de bor et dårligt sted; nogle er ved at blive smidt ud. Derudover har de fysiske symptomer. Kol, diabetes, hjertesygdomme.”

“Vi kan som sundhedspersonale sagtens håndtere en simpel ting som diabetes, og det kan vi også få god hjælp til på sygehusene. Men der er flere ting, der er uoverskuelige for den praktiserende læge og helt umulige for de her borgere, der generelt set ude af balance på en lang række områder,” siger Jannik Falhof.

Lovgivning står i vejen for hjælp

På beskæftigelsesområdet er der ellers flere kommuner, der arbejder med en helhedsindsats over for de socialt udsatte borgere. De har for eksempel en tovholder, der skal koordinere kontakten til alle myndigheder.

“Det har jeg aldrig set. Det, jeg derimod har set, er borgere med komplekse problemer som bolig, medicin, psykolog, misbrug; det kan man ikke få hjælp til. Det er ikke en del af de pakker, som kommunerne kan bruge. Det der med at skræddersy tingene med borgerne i centrum; det ser jeg ikke.”

“Man ser på systemet, og hvad man har i kassen i forvejen, og ikke hvad hr. og fru Jensen har brug for. Det er det store problem, at vi ikke skræddersyr til den enkelte, bruger de midler, der er til rådighed. Hver gang, jeg har deltaget i rundbordssamtaler, hører jeg om noget lovgivning, som forhindrer det,” fortæller Jannik Falhof.

Vi er på hver vores øde ø

“Jobcentrene har jo også deres agenda, for eksempel når de beder om erklæringer fra de praktiserende læger. Hvis vi skriver ét ord forkert, bliver det tolket anderledes, end det var ment.”

“Der er ingen tvivl om, at de er dygtige til det, de laver. Sygehusene er dygtige, og de praktiserende læger er dygtige. Vi er bare på hver vores øde ø, og vi arbejder ikke sammen. Det bliver så tydeligt for de her svage borgere, at der er så mange øde øer. Så længe vi ikke samarbejder, dør de 10-15 år tidligere end andre.”

Jannik Falhof har ikke selv en ‘guldløsning’ på problemet.

“Vi skal blive meget bedre til at se, hvad den enkelte har brug for, så jobcentret for eksempel ikke kun ser på det jobmæssige, men på helheden. Hvis det kan lykkes at have én tovholder, der følger patienten tæt i systemet, og der er fleksibilitet til at trække ressourcer ind til lidt alternative løsninger – noget der passer til den enkelte – så kan det være med til at få noget mere skræddersyet til patienten.” 

Læs også:
Ekspert: Nedlæg rehabiliteringsteams og samarbejd mere fleksibelt om socialt udsatte

Læs også:
Fakta: Social ulighed i sundhed er stigende

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her