Ekspert: Nedlæg rehabiliteringsteams og samarbejd mere fleksibelt om socialt udsatte

Del artiklen:
Der er brug for helt at gentænke jobcentrenes hjælp til socialt udsatte borgere, mener lektor Edda Luth. Hun foreslår nedlæggelse af rehabiliteringsteams og ad hoc samarbejde mellem professionelle om den enkelte borger.
Der er brug for helt at gentænke jobcentrenes hjælp til socialt udsatte borgere, mener lektor Edda Luth. Hun foreslår nedlæggelse af rehabiliteringsteams og ad hoc samarbejde mellem professionelle om den enkelte borger.

Lov- og proceskrav omkring socialt udsatte er så bureaukratiske, at de er med til at forstærke den sociale ulighed i sundhed. “Vi oplever et hjælpesystem, der sætter barrierer op for de borgere, der har allermest brug for hjælpen,” siger lektor Edda Luth.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

En række af de lov- og proceskrav, som jobcentrene skal arbejde efter, er med til at forstærke den sociale ulighed i sundhed, fordi de forsinker og gør det besværligt at lave et hurtigt og kvalificeret tværgående samarbejde om og med udsatte borgere.

Bureaukrati og tunge systemer kan i værste fald direkte forhindre borgerne i at få den hjælp, de har brug for, og der er brug for forenklinger og mere tillid til de professionelle frontmedarbejdere, mener lektor Edda Luth, der er uddannelseskoordinator på for diplom- og akademiuddannelsen i beskæftigelse hos VIA University College i Aarhus.

Hun kan godt forstå, hvorfor en praktiserende læge i Grenå kalder samarbejdet med jobcentret om socialt udsatte for et ‘pseudosamarbejde.’

Læs også:
Læge efterlyser samarbejde med jobcentre om udsatte borgere

En kompliceret lovgivning betyder en omstændelig praksis, og det står i vejen for hjælpen, mener Edda Luth.

“Rehabiliteringsteamene blev indført som en måde at sikre et helhedsorienteret og tværfagligt samarbejde om de udsatte borgere. Desværre er det langt hen ad vejen blevet et tungt og bureaukratisk ekstra led i borgernes afklaringsforløb. Man kunne derfor overveje helt at afskaffe rehabiliteringsteams og i stedet lade de koordinerende sagsbehandlere etablere løst koblede samarbejder med og omkring de enkelte borgere,” foreslår hun.

Samtidig er der brug for, at læger, jobcentre og andre myndigheder i langt højere grad forsøger at forstå hinandens perspektiv.

Der mangler viden og respekt på tværs af professioner
“Den manglende viden og respekt for hinandens fagområde gælder begge veje. Jobcentrene har fokus på arbejdsmarkedstilknytningen, og hvad der skal til for at borgeren kommer tættere på et arbejde. Lægerne har fokus på de helbredsmæssige udfordringer, og hvad der skal til, for at de bliver raske.”
 
Lægerne skal bidrage med lægeattester, når jobcentret skal vurdere borgerens arbejdsevne. En sagsbehandler skal arbejde sammen med mange forskellige læger, der kan have mange forskellige holdninger til en patients arbejdsevne, selvom det ikke er det, de skal vurdere. På den anden side er der en meget bred fortolkning af lægeerklæringerne i jobcentrene, siger Edda Luth.
 
“Især efter førtidspensions- og kontanthjælpsreformerne indgår de lægelige oplysninger kun som en del af de mange dokumentationskrav, der skal lægges til grund for at træffe en afgørelse om for eksempel ressourceforløb eller førtidspension. Og både borgere og læger har ofte svært ved at forstå hvorfor de helbredsmæssige oplysninger ikke tillægges større betydning”
 
På grund af de mange udfordringer foreslår Edda Luth, at der i stedet for rehabiliteringsteamene etableres ad hoc tilrettelagte tværprofessionelle teams omkring den enkelte socialt udsatte borger.
 
“Der, hvor det fungerer, er der, hvor man mødes og taler sammen om konkrete borgere og generelt om samarbejdet.  Da jeg arbejdede i Skanderborg kommune, inviterede vi lægerne ind i jobcentret en gang om året for at blive klogere på hinandens praksis og dermed kvalificere samarbejdet. Den praktiserende læge er en nøglefigur for samarbejdet om den enkelte borger.”

Rehabiliteringsteamene skal sikre et tværfagligt professionelt samarbejde om de mest udsatte borgere. Her deltagere beskæftigelses-, social- og sundhedsforvaltningerne i kommunen og en regional sundhedskoordinator (typisk en læge) fra klinisk funktion. Men de er dyre og bureaukratiske.
 
 Langt væk fra borgeren
 
“Rehabiliteringsteams er et kæmpestort administrativt og fagligt tungt system, og på møderne deltager en række fagpersoner, som aldrig har mødt borgeren før. Teamet har ingen bevillingskompetence, men kan indstille til en indsats, som derefter kan underkendes af andre instanser, hvis man ikke mener, der er lovhjemmel eller økonomi til den foreslåede indsats. Der bliver brugt enormt mange penge på, at de regionale læger skal deltage i møderne selv om de ikke kender borgerne, og jeg synes derfor, at det ville være relevant i højere grad at involvere læger, der kender borgeren, og som derfor kan bidrage med noget mere konkret,” siger Edda Luth.
 
Den praktiserende læge kan udover lægeattesten også deltage i rehabiliteringsteamets møde om en sag, hvis borgeren og kommunen ønsker det. Det sker dog sjældent, dels fordi lægen skal passe sin praksis, og dels fordi rehabiliteringsteamet ikke har mulighed for at aflønne lægen for at deltage i mødet.

Heller ikke den faglige vurdering fra den sagsbehandler, der sammen med borgeren har udarbejdet den forberedende plan til mødet, er med på mødet.

“Sagsbehandlere har ikke en stemme, hvis de sidder med. Det står specifikt i lovgivningen, at de ikke må komme med en vurdering. De må ikke mene noget. Det er lidt besynderligt, når det er dem, der kender borgerne.”
 
Et mindre formelt samarbejde
 
Der er derfor brug for bedre mulighed for individuel tilrettelæggelse af samarbejdet omkring den enkelte borger, der har brug for det.
 
“Jeg mener, man skal lade den koordinerende sagsbehandler samarbejde med borgerne om at sammensætte det tværfaglige ’hold’ der er brug for i den i stedet for at lægge den funktion over i et rehabiliteringsteam, som ikke kender borgeren og ikke har formel kompetence.”

Det vil kræve lovændringer at nedlægge rehabiliteringsteamene og opbygge en ad hoc tværfaglige struktur omkring den enkelte borger, der har brug for en koordineret indsats. 

Men det kunne være den rigtige vej at gå, lyder det fra Edda Luth.
 
 “Vi oplever et hjælpesystem, der sætter barrierer op for at de borgere, der har allermest brug for hjælpen, ikke kan få den. Nogle af de mest udsatte borgere får angstanfald ved tanken om at skulle deltage i et rehabiliteringsmøder, der er  befolket med en lang række fagpersoner, de ikke kender. Og de risikerer efterfølgende at blive slemt skuffede, hvis den indsats, teamet indstiller til, så oveni købet viser sig ikke at kunne lade sig gøre.”

Læs også:
Fakta: Social ulighed i sundhed er stigende

Læs også:
Fakta: To ud af tre kontanthjælpsmodtagere er ikke parate til job

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her