Analyse: Derfor kommer KL med sparekatalog på beskæftigelse

Del artiklen:
KL spiller ud med stort sparekatalog på beskæftigelsesområdet i et forsøg på at få reduceret omfattende statslig styring.
KL spiller ud med stort sparekatalog på beskæftigelsesområdet i et forsøg på at få reduceret omfattende statslig styring. - Foto: Arne Ullum)

KL’s usædvanlige sparekatalog på beskæftigelsesområdet skal ses i sammenhæng med, at området har udviklet sig til det måske mest dysfunktionelle i den offentlige sektor, skriver chefredaktør for NB-Medier, Arne Ullum i denne analyse.

Af Arne Ullum, [email protected]

KL valgte at spille offensivt ud, da organisationen mandag denne uge – i  umiddelbar modstrid med normal politisk logik – selv kom med et forslag til, hvordan regeringen og forligspartierne bag den tidlige pension kan hente 1,1 milliard kroner i de kommunale jobcentres kasser.

Bag det umiddelbart usædvanlige udspil gemmer der sig imidlertid en nøje udtænkt strategi fra KL. Strategien giver kun mening, hvis man ser det i sammenhæng med, at beskæftigelsesområdet over de seneste 20-40 år har udviklet sig til at være et af mest dysfunktionelle områder i den offentlige sektor.

Frem til kommunalreformen var området præget af, at kommunerne havde ansvaret for de ikke-forsikrede ledige, mens staten havde ansvaret for de forsikrede ledige.

Begge områder var i perioden fra den borgerlige firkløverregering tog over i 1982 – og helt frem til i dag – præget af en opfattelse blandt især borgerlige politikere af, at frontmedarbejderne var for eftergivende over for de ledige og ikke motiverede dem stærkt nok til at tage et job.

Grundtesen var, at antallet af ledige kunne nedbringes dels ved at reducere i ydelserne; dels ved at styrke rådgivning; og dels ved at lægge et pres på de ledige ved eksempelvis at øge kravene om uddannelse og aktivering.

Mens Folketinget havde nemt ved at skære i ydelserne, så var den anden del sværere af den simple grund, at det krævede en ændret adfærd hos tusindvis af frontmedarbejdere – frem til kommunalreformen i både Arbejdsformidlingen og på de kommunale socialkontorer og fra 2008 i kommunale beskæftigelsesforvaltninger.

Omfattende regelsæt og økonomisk pisk

Først og fremmest indførte man fra centralt hold et ekstremt omfattende regelsæt, som skulle sikre, at frontmedarbejderne doserede den rette kombination af udvikling og pres over for de ledige.

Der er flere bud på, hvor mange sider med regler, som der er indført – men den normale antagelse er, at det fylder mellem 20.000 og 30.000 sider.

Derudover gennemførte man en stribe finansieringsreformer, som alle havde til formål at øge kommunernes incitament til at få de ledige i arbejde. Foreløbig er det endt med, at den enkelte kommune bærer 80 procent af omkostningen for borgere, som har været ledige i mere end 52 uger.

Slutfacit er blevet et dybt dysfunktionelt system

Set fra den enkelte kommunes synspunkt, så har Folketinget overladt dem et stort økonomisk ansvar, men har fastholdt en central styring ned i detaljen med detaljerede regler og forskellige former for sanktioner.

Set fra Folketinget, så er det staten, som bærer det samlede økonomiske ansvar, fordi staten for kommunerne under ét refunderer kommunernes udgifter, ligesom effekten på den samlede økonomi er Folketingets. Det har affødt en åbenlys mistillid til kommunerne.

I den politiske aftale om tidlig pension (‘Arne-pensionen’) begrundes den mulige besparelse på 1,1 milliard kroner på jobcentrene blandt andet sådan her:

“Jobcentrene er imidlertid ramt af for meget bureaukrati, og for mange ledige får ikke den individuelle hjælp, som de har behov for i jobcentret.”

KL forsøger nu at tvinge Folketinget
 

Formuleringen i aftalen besvarer ikke det afgørende spørgsmål, om problemet ligger i statens detailstyring eller i kommunernes håndtering af opgaven. Dermed er det også aldeles uklart, hvordan man skal finde den planlagte besparelse på 1,1 milliard kroner.

KL frygter, at partierne bag den tidlige pension blot vil knalde et sparekrav ned på kommunerne baseret på et benchmark, som viser at der kan spares et bestemt beløb, hvis alle er lige så effektive som de bedste kommuner.

“Intentionerne i aftalen kan derfor kun realiseres, hvis man for alvor tør gøre op med den jungle af regler, der har martret området i årevis. Vi skal nytænke indsatserne, så vi kan prioritere indsatserne lige præcis dér, hvor det giver mest mening for den enkelte borger og har den største effekt på beskæftigelsen,” siger Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.

KL forsøger med sit udspil i stedet at få fokus på at reducere den statslige detailstyring, som ifølge kommunerne er den centrale årsag til det spild, som alle sådan set er enige om, at der er på området.

Ved at spille offensivt ud nu, så håber KL, at fokus kommer på reduktionen af de statslige detailkrav og -styring af området.

Besparelsen kan hurtigt ende tilbage hos staten

Spillet om milliardbesparelsen skal samtidig ses i lyset af budgetstyringen på hele området.

Ud af de 13 milliarder kroner, som forligspartierne mener der bruges på området, er de 4,9 milliarder omfattet af kommunernes servicerammer, mens resten bogføres som overførsler.

Det er en vigtig detalje, fordi den del af besparelsen, som lægges på servicerammen, vil ramme kommunerne, uanset om pengene kan spares eller ej, mens besparelsen på overførsler vil ramme direkte tilbage i statskassen, hvis besparelsen ikke bliver realiseret. Årsagen er, at staten via det såkaldte balancetilskud reelt refunderer kommunerne for deres samlede udgifter til overførsler.

Med andre ord:

Hvis en besparelse på serviceudgifterne ikke kan realiseres, så skal kommunerne spare dem på andre områder.

Hvis en besparelse på overførsler ikke bliver en realitet, så vil balancetilskuddet i det følgende år blive sat op, og dermed vil besparelsen reelt være en ren papirøvelse.

Læs også:
Ny finte: Fiktive besparelser på beskæftigelse finansierer skattelettelser og Arne-pension

KL har dermed to centrale interesser:

For det første er det afgørende for KL, at eventuelle besparelser på servicerammen, som blandt andet er lønudgifter til sagsbehandlere og driftsudgifter til jobcentrene, skal være reelle.

Dernæst ved KL godt, at en eventuel papirbesparelse på overførslerne før eller siden vil ramme statens økonomiske råderum, og da kommunerne udgør en meget stor del af den offentlige økonomi, så vil spild på beskæftigelsesområdet før eller siden ramme kommunerne.

Endelig har KL også en mere politisk dagsorden. Den handler om at udvide det kommunale selvstyre og medarbejdernes faglighed på beskæftigelsesområdet, som i dag er delvist druknet i de 20.000 til 30.000 sider med regler.

Nu venter alle på regeringens udspil til sparekatalog

KL’s usædvanlige sparekatalog handler dermed reelt om et opgør med snart 40 års  dysfunktionalitet på beskæftigelsesområdet. Næste træk i det spil er, når regeringen på et ikke nærmere defineret tidspunkt inden næste valg præsenterer et oplæg til besparelsen på 1,1 milliard kroner.

Oprindeligt skulle det have været præsenteret her i 2021, så man kunne indlede forhandlinger med især Venstre, Konservative og De Radikale, som ikke er en del af aftalen om tidlig pension, men som er med i en række forlig om beskæftigelsespolitikken og dermed har vetoret mod besparelserne.

Men efter De Konservative har afvist at bruge et sparepotentiale på beskæftigelsesområdet til at finansiere tidlig pension, så skal regeringen bare have en aftale på plads med partierne bag den tidlige pension inden et Folketingsvalg, som skal afholdes senest i juni 2023.

Fakta: Det står i den politiske aftale om pension


Nytænkning af den kommunale beskæftigelsesindsats

Aftalepartierne er enige om, at det er vigtigt med en stærk beskæftigelsesindsats, som understøtter, at flest mulige ledige kommer i arbejde. Omdrejningspunktet for den aktive beskæftigelsesindsats er jobcentrene.

Jobcentrene er imidlertid ramt af for meget bureaukrati, og for mange ledige får ikke den individuelle hjælp, som de har behov for i jobcentret. Det ønsker aftalepartierne at forbedre.

I 2019 blev der brugt næsten 13 mia. kroner på den aktive beskæftigelsesindsats, som dækker udgifter til aktiveringstilbud og driften af jobcentrene.

Aftalepartierne er enige om, at der er et potentiale for at reformere den kommunale beskæftigelsesindsats, så de årlige udgifter til beskæftigelsesindsatsen bliver reduceret med op til 1,1 mia. kr. Dette skal understøttes af en nytænkning i forhold til beskæftigelsesindsatsen, så jobcentrene, bruger ressourcerne der, hvor de har størst effekt og kommer flest ledige til gavn.

Ændringer af den kommunale beskæftigelsesindsats skal samlet set tilvejebringe en besparelse på 300 mio. kr. i 2022, 750 mio. kr. 2023 og en årlig besparelse på 1,1 mia. kr. fra 2024 og frem inden for jobcentrenes samlede indsatsområde. Aftalepartierne forpligter sig på at tilvejebringe besparelsen og vil i 2021 mødes og aftale den konkrete udmøntning.

Regeringen præsenterer et oplæg

Aftale om nytænkning af den kommunale beskæftigelsesindsats er omfattet af forlig. Det indebærer, at partierne er forpligtigede til at tilvejebringe provenuet på 300 mio. kr. i 2022, 750 mio. kr. 2023 og 1,1 mia. kr. fra 2024 og frem. 
Aftalepartierne noterer sig, at dele af den aktive beskæftigelsesindsats er forligsbelagt via tidligere reformer, hvorfor nogle tiltag kan kræve opbakning fra den pågældende forligskreds ellers er aftalepartierne enige om at opsige forlig inden et folketingsvalg, og tiltag kan først træde i kraft efter næste folketingsvalg.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her