Teamchef: Udsatte skal med i digitalisering

Del artiklen:
Hvis de mest udsatte ledige skal kunne bruge jobcentret digitalt, skal der udvikles en app, så de kan bruge telefonen til det. Det foreslår teamchef i Rødovre Kommune, Anna Sveistrup Rasmussen.
Hvis de mest udsatte ledige skal kunne bruge jobcentret digitalt, skal der udvikles en app, så de kan bruge telefonen til det. Det foreslår teamchef i Rødovre Kommune, Anna Sveistrup Rasmussen.

Mange af de aktivitetsparate ledige har ikke adgang til en computer. Derfor efterlyser teamchef i Rødovre, Anna Sveistrup Rasmussen, at der udvikles en app, der kan give adgang til jobcentrets digitale tilbud fra en telefon.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Coronatiden har åbnet for nye digitale beskæftigelsesindsatser. Nu er det på tide at få de mest udsatte med, lyder det fra Anna Sveistrup Rasmussen, teamchef i Rødovre Kommune.

“Det er vildt at se, hvad der er sket. Vi er snart et år inde i den digitale verden og har mange gode erfaringer allerede,” siger hun.

“Lige nu er der digitalisering på dagpengeområdet, fordi vi ikke kan mødes fysisk, men vi har ikke fået de udsatte med. De unge, der kommer hos os, har ikke en bærbar. De har en smartphone, men de skal logge på en computer med webcam for at komme i gang med at bruge det digitale jobcenter. Det samme ser vi for mange aktivitetsparate, der ikke har været i arbejde eller uddannelse i de sidste 5-10-12-15 år.”

Anna Sveistrup Rasmussen kalder digitaliseringen ‘gammeldags’, fordi den ikke er udviklet til en smartphone. Hun fortæller, at det ofte er medarbejderen, der over telefonen opretter borgeren i systemet, så der ikke behøver at blive andre involveret.

“Det er et skråplan, hvis man skal være afhængig af sin mor, sin nabo eller en mentor for at oprette sig. Meget af det, der gives tilbud på, kan de godt selv være drivende på, hvis de fik en læringsplatform stillet til rådighed.”

Konkret har jobcentret i enkelte tilfælde sendt en mentor med en bærbar ud til en borger, der skulle deltage i et rehabiliteringsmøde.

På vej mod arbejdsmarkedet over telefonen

Ledige, der ikke har en computer, kan heller ikke deltage i forløb på nettet. For opgaver kan ikke hentes ned på telefonen.

“Man kan se videoer, men du kan ikke lave opgaver,” fortæller Anna Sveistrup Rasmussen.

Hvis der blev udviklet en app til en smartphone, var der en meget bedre mulighed for også at få de udsatte grupper med i digitaliseringen, mener hun.

“Vi har jo en stor gruppe, der er langt væk fra arbejdsmarkedet. Dem kan man gøre klar gennem hverdags- og helbredsmestring og ved at hjælpe dem med deres angst. For eksempel i ‘den relevante selvfortælling’, så man ikke begynder at fortælle alt om det problemfyldte liv, når man kommer ud på en arbejdsplads.”

“Det plejer vi at bruge praktikkerne til, men det kan man godt lægge ud på en digital platform. Man behøver jo ikke at møde frem for at træne og øve de ting.”

Forudsætningen er, at kommunerne enten bevilger en computer eller sikrer sig, at disse forløb kan køre fra en smartphone, som langt de fleste har i dag.

Det digitale jobcenter er ikke godt for alle

Jobcentrene skal dog være meget bevidste om, at der er nogle af de aktivitetsparate ledige, der har brug for et tættere relationsarbejde med en sagsbehandler, end et digitalt jobcenter kan give dem.

“Der er fare for, at ledige med mange og svære angtsproblematikker bliver tabt. De synes selv, at coronanedlukningen, hvor de sidder derhjemme, passer godt til dem og deres helbredsproblematikker. Problemet er, at når det lukker op igen, skal vi begynde forfra med at træne dem i mestringsstrategier, når de skal ud og også være en del af et arbejdsmarked.”

“Vi skal derfor være meget bevidste om, hvem der skal have det digitale tilbud, for der er en fare for, at vi kan være med til at vedligeholde angsten, og at den store gruppe af aktivitetsparate, der har angst, går under radaren, fordi de ikke skal have fremmøde nogen steder,” lyder det fra Anna Sveistrup Rasmussen, der er teamchef i Rødovre Kommune.