En undtagelse: Sønderborg Kommune satser fortsat på revalidering

Del artiklen:
"Der er ligeså meget fokus på revalidering politisk, som der hele tiden har været," siger arbejdsmarkedschef Lasse Ahlmann Kamp.

Mens Ringkøbing-Skjern Kommune næsten helt har droppet ordningen, forsøger Sønderborg at holde fast. Revalidering kan fremover også være kortere uddannelsesforløb på en virksomhed, siger arbejdsmarkedschef.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

For et par år adskilte to kommuner sig fra resten af landets kommuner.

Sønderborg og Ringkøbing-Skjern havde som de eneste haft en stigning i brugen af revalidering over 15 år. Mens alle andre kommuner havde skåret ned – heraf en hel del til benet – havde de to jyske kommuner politisk prioriteret at bruge revalidering med en fuldt finansieret ny uddannelse til tidligt nedslidte.

Se tallene fra 2018 her: 

Læs også:
Fakta: Kæmpe forskel på kommuners brug af revalidering

Tallene har ændret sig siden da, og i Ringkøbing-Skjern har også politikken ændret sig. I 2020 bevilgede Ringkøbing-Skjern så få revalideringer, at de ikke kan tælles på Jobindsats.dk. Det betyder mindre end tre.

“Vi har stort set ikke bevilget revalidering i 2020. Mange er ligeså godt hjulpet med andre tilbud,” siger Kim Ulv Helleland Christensen, fagchef for beskæftigelse i Ringkøbing-Skjern.

I Sønderborg er nye bevillinger til et revalideringsforløb også faldet. I 2016 begyndte 119 personer et  revalideringsforløb. I 2020 var antallet faldet til 24. Men revalideringsordningen er ikke ved at blive afskaffet i Sønderborg.

“Det gør vi bestemt ikke. Der er ligeså meget fokus på revalidering politisk, som der hele tiden har været,” understreger arbejdsmarkedschef Lasse Ahlmann Kamp.

“Nedgangen skyldes, at vi havde rigtig mange for fire år siden, og de fleste af dem er ved at være afsluttet. Vi har ikke haft helt samme tilgang til revalidering, og det er svært at finde ligeså mange, der er berettigede.”

Se tallene for udviklingen frem til 2020 i alle kommuner i artiklen nedenfor. De er opgjort for de første 11 måneder i de enkelte år, da december 2020 endnu ikke er klar på Jobindsats.dk

Læs også:
FAKTA: Revalidering under afvikling i mange kommuner

Virksomhedsrevalidering

I Sønderborg var det tidligere mest sygemeldte, der kom direkte fra job, der fik muligheden for at tage en ny uddannelse gennem revalidering. I 2019 blev det også et tilbud til nogle af kontanthjælpsmodtagerne, og derfor er jobcentret ved at ændre indholdet i revalideringen.

“Dengang var det mest nogen, der helbredsmæssigt var fysisk udfordret, som vi typisk uddannelsesrevaliderede. Nu er vi er ved at sætte gang i noget nyt og vil revalidere flere, der også har psykiske vanskeligheder. I stedet for at sende dem i uddannelse, vil vi lave virksomhedsrevalidering, hvor de ude i virksomhed kommer igennem korte kurser,” fortæller Lasse Ahlmann Kamp.

Gør I det for at spare penge?

“Det er lidt billigere, men det handler ikke om prisen, men om det rette match. Der er nogle af de her borgere, der ikke vil eller kan gå skolevejen.” 

Fra revalidering til ‘korteste vej til job’

I Ringkøbing-Skjern var det en evalueringsrapport, der i 2019 var anledningen til en opbremsning i brugen af revalidering. Mens 50 personer gik i gang med revalidering i 2018, gik færre end tre i gang med nye forløb i 2020 (se noter). 

“Vi lå højt på brugen af revalidering, og politisk var der også tro på, at det var et rigtig godt redskab. Men evalueringen viste, at færdiggørelsesprocenten ikke var særlig imponerende. Kun cirka 50 procent gennemførte,” fortæller Kim Ulv Helleland Christensen. 

I dag er der fokus på den korteste vej til job i Ringkøbing-Skjern. 

“Tidligere var der et bredere sigte, der handlede om den store pakke hver gang. Det er jo ikke altid nødvendigt. Der er ikke belæg for, at en større uddannelse er bedre end en kortere målrettet uddannelse inden for en branche.”

Beskæftigelsesudvalget i Ringkøbing-Skjern skal i slutningen af februar behandle en evaluering af, hvordan det er gået med dem, der har fået afslag på revalidering. 

Note: På Jobindsats.dk opgøres antal under tre ikke af diskretionshensyn. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her