Beskæftigelse af ikkevestlige indvandrere har sat rekord

Del artiklen:
Beskæftigelsesfrekvensen for ikkevestlige indvandrere (grøn) og personer med dansk oprindelse (blå) i nogle af kommunerne. Se din egen kommune på dette link https://www.statistikbanken.dk/RAS200
Beskæftigelsesfrekvensen for ikkevestlige indvandrere (grøn) og personer med dansk oprindelse (blå) i nogle af kommunerne. Se din egen kommune på dette link https://www.statistikbanken.dk/RAS200

Beskæftigelsen blandt ikkevestlige indvandrere har aldrig været så høj som umiddelbart før coronakrisen. Stigningen i ledigheden under epidemien har også været mindre end frygtet.

Af Citathistorie fra andet medie,
og Helle Schøler Kjær, [email protected]

Det går langt bedre med at integrere indvandrere fra ikkevestlige lande på det danske arbejdsmarked, end det umiddelbart fremgår af debatten i medierne, skriver Mandag Morgen.

Før coronakrisen ramte Danmark, nåede ikkevestlige indvandreres beskæftigelse 58,6 procent. Det er den højeste beskæftigelsesgrad for folk fra ikkevestlige lande i de næsten 40 år, hvor Danmark råder over den slags data. Til sammenligning lå danskernes beskæftigelsesfrekvens på 77,6 procent.

Det fremgår af en opgørelse, som Hans Lassen, ph.d. og direktør i konsulentfirmaet Sisyfos, har lavet for Mandag Morgen på baggrund af de seneste tal på området fra Danmarks Statistik.

”Vi står her med en historisk og overset succes. Det er lykkedes det danske samfund at få vendt udviklingen efter den fejlslagne integration frem til midten af 1990’erne, hvor det gik stejlt ned ad bakke hvert eneste år,” siger Hans Lassen.

Laveste beskæftigelsesgab i tre årtier

Forskellen mellem danskeres og ikkevestlige indvandreres beskæftigelse – også kaldet beskæftigelsesgabet – var før coronakrisen nede på 19 procentpoint. Det er det laveste beskæftigelsesgab siden 1981.

Det rekordlave beskæftigelsesgab skal ses i sammenhæng med, at antallet af ikkevestlige indvandrere og efterkommere er mere end tidoblet i denne periode.

Coronakrisen har indtil videre ikke gjort det værre

De mange dystre spådomme om, at coronakrisen ville betyde stor arbejdsløshed for indvandrere og efterkommere, ser også ud til at blive godt og grundigt manet i jorden.

Belært af erfaringerne fra finanskrisen var det ventet, at coronakrisen ville ramme denne gruppe ekstra hårdt. En stor andel er også ufaglærte eller arbejder i de brancher, som har været ekstra sårbare under krisen, som hoteller, restauranter og transport.

Men coronakrisen har ikke ramt indvandrere specielt meget hårdere end etniske danskere. Det viser en opgørelse, som direktør og stifter af Danmarks Videnscenter for Integration Rasmus Brygger har lavet for Mandag Morgen.

”Hvis du havde spurgt mig i marts, da Danmark lukkede ned, havde jeg frygtet en katastrofe for beskæftigelsen blandt de ikkevestlige indvandrere. Men udviklingen fra februar hen over sommeren har ikke været så voldsom, som man kunne have frygtet. Indtil videre er katastrofen afblæst. Men vi er endnu ikke på sikker grund. Vi kan måske forvente en stigning igen de kommende måneder på grund af nye restriktioner og nedlukning,” siger Rasmus Brygger.

Større ledighed blandt ikkevestlige indvandrere under coronakrisen

Hans opgørelse viser, at ledigheden blandt ikkevestlige indvandrere toppede i perioden fra april til juni sidste år, men siden er faldet en del igen. Det betyder, at andelen af ledige ifølge den seneste opgørelse fra september er steget med blot 0,5 procentpoint i forhold til februar før coronakrisen.

Stort set samme mønster har gentaget sig for ledigheden blandt folk med dansk oprindelse under coronakrisen. Den ligger nu 0,3 procentpoint over niveauet i februar før coronapandemien.

Flere andre af landets førende forskere på integrationsområdet betegner også den rekordstore beskæftigelsesgrad før corona som meget positiv. En af dem er Vives forskningsdirektør og formand for regeringens Ydelseskommission, Torben Tranæs.

”Det er positivt, at vi er nået over det hidtidige rekordniveau, selv om forskellen stadig svarer lidt til, at en svømmer har kappet nogle hundrededele af den hidtidige danmarksrekord. Det er også positivt, at beskæftigelsessituationen ikke blev påvirket så negativt under første del af coronakrisen. Vi har fat i noget af det rigtige, men vi skal blive meget bedre,” siger Torben Tranæs.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her