Kommuner: Klar strategi har hjulpet ledige på kontanthjælpsydelser igennem coronakrise

Del artiklen:
Der har været fart på landets jobcentre mens corona har haft tag i samfundet. Antallet af ledige på kontanthjælpsydelser er således faldet mærkbart siden februar.
Der har været fart på landets jobcentre mens corona har haft tag i samfundet. Antallet af ledige på kontanthjælpsydelser er således faldet mærkbart siden februar. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

To kommuner forklarer fald i ledige på ydelserne med bevidste valg i jobcentrene. En tredje kommune undrer sig over en pludselig tilgang af skrøbelige unge.

Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-medier.dk

Det er et langt sejt træk, der giver gode resultater for personer, der er eller har været i kontanthjælpssystemet, lyder det fra to kommuner.

Solrød Kommune har mellem februar og oktober haft et fald i antal ikke-forsikrede ledige på 21 procent, mens Ringkøbing-Skjern har haft et fald på 14 procent.

Det største fald er sket på jobafklaring efter sygdom. Det skyldes, at sygedagpengene er blevet forlænget under coronakrisen, og først efter ophør af sygedagpenge går borgeren i gang med jobafklaring på en kontanthjælpsydelse.

Men også på andre områder er andelen faldet. I Solrød Kommune er det især unge under 30 år, der har rykket. Der er samtidig kommet flere i fleksjob.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er integrationsborgere på selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse mere end halveret, og der er en tredjedel færre på kontanthjælp.

Læs også:
97 kommuner har færre ledige på kontanthjælpsydelser end før coronakrisen

En særlig forpligtelse

Arbejdsmarkedschef i Ringkøbing-Skjern Kim Ulv Helleland Christensen fortæller, at arbejdsgiverne under coronakrisen har følt en særlig forpligtelse over for de medarbejdere, der er kommet i arbejde gennem et langt træk med praktik, løntimer og en decideret ansættelse. Det var tydeligt under de store fyringsrunder i foråret.

“De har ramt dem, der var ansat i gode faste stillinger, mens de i stort omfang har beholdt dem, vi har været inde at arbejde med, også integrationsborgere. Vi havde frygtet, at nu kom de alle sammen tilbage,” siger Kim Ulv Helleland Christensen.

Han tager det forbehold for tallene, at februar typisk er den måned, hvor der er flest på ydelserne, mens september og oktober er de måneder, hvor der er færrest.

“Men når det er sagt, så har vi haft  et jævnt fald generelt på kontanthjælp og uddannelseshjælp, fordi vi har en klar strategi på området,” siger han.

Jobcentret i Ringkøbing-Skjern sender de ledige ud på virksomhederne, i praktik og løntimer. Jobcentret har samtidig været med i flere STAR projekter. Flere skal med 1 og 2 tog fat i de kontanthjælpsmodtagere, der har været længst på ydelsen. Der har været forløb for integrationsborgere, og jobcentret har haft succes med at sende unge i ‘Job-bro til Uddannelse.’

Det har betydet, at der i flere år har været færre ledige på kontanthjælpsydelser, og nu hjælper det også de grupper igennem coronakrisen.

Unge vendes i døren

Solrød Kommune ligger næsten i toppen af dagens liste med 21 procents fald. Kun overgået af Fanø, men der er tallene så små, at kun få personer skal skifte status, før det giver stort udsving. 

Også her handler det om en bevidst strategi, siger Claus Wester, der er leder af jobcenteret i Solrød. Han glæder sig over, at det især er de unge, der rykker.

“Vi har en ekstrem god ungegruppe, der arbejder utrolig godt sammen med modtagelsen. Vi forsøger at vende de unge i døren. De kan snakke med en virksomhedskonsulent eller en uddannelsesleder eller begge dele med det samme. Også hvis de venter på en uddannelse, forsøger vi at få dem ud i job. Vi er en lille kommune, men det er der, vi har set det største dyk.”

Solrød har fysisk samlet de medarbejdere, der arbejder med ungeindsatsen, der også arbejder med en forebyggende indsats fra 16 år og opefter. 

“Vi yder en meget stor service, også for dem der ikke er på ydelse. Vi har blandt andet et CV-kursus kørende hver tirsdag, og en ung, der søger ydelse, bliver opfordret til at troppe op i jobhuset. Det betyder, at der kommer færre ind i systemet,” fortæller Claus Wester.

Mange af de job, som de ledige er kommet ud på, er ufaglærte job på lagre og i detailhandlen.

Stigning i unge med problemer

I den anden ende af skalaen finder man Glostrup Kommune, der kun har haft et fald på 1,6 procent i antallet af personer på kontanthjælpsydelser fra februar til oktober.

“Vi har haft en forholdsvis og overraskende stigning i aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere – altså unge med komplekse problemer ud over ledighed,” fortæller Nikolaj Drøschler, jobcenterchef  i Glostrup. 

 “Vi er i gang med at analysere gruppen og vil gerne vide, hvad der ligger bag den store stigning, men vi er ikke kommet til bunds i det endnu.” 

Hørsholm Kommune har haft en udvikling på præcis nul fra februar til oktober. I en mail skriver jobcenterchef Peter Juul Andersen, at han ikke har nogen umiddelbar forklaring på det.

“Vi ligger ved indgangen til perioden med en meget lav ledighed og har i de forudgående måneder haft en reduktion af antallet af ledige også relativt til de øvrige kommuner,” skriver han. 

Peter Juul Andersen gør opmærksom på, at Hørsholm i forhold til kontanthjælp ligger nummer 27 i rangordningen af kommunerne i det seneste benchmark fra Beskæftigelsesministeriet. 

“De aktuelle udsving – eller mangel på samme – har jeg som nævnt ikke umiddelbart en forklaring på, men det sker jo, at stigninger og fald indtræffer på lidt forskellige tidspunkter i kommunerne afhængigt af forskellige faktorer som f.eks. pendlingsmønster, sammensætning af de ledige, lokale brancher osv.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her