Det ses på ledigheden: En ud af fem kommuner har haft flere turister i 2020

Del artiklen:

Trods coronakrisen og det medfølgende fald i udenlandske turister, har 19 kommuner haft et stigende antal overnatninger i år. Samlet er der et fald i turismen på 28 procent. Se tal for alle kommuner her sammenholdt med udviklingen i ledigheden.

Af Peter Risager, [email protected]

Med nedlukninger, rejserestriktioner og begrænset samfundsaktivitet har turistbranchen været særligt hårdt ramt af coronakrisen. 19 kommuner har dog formået at have flere overnattende gæster fra marts til august i år end i de seneste to år.

Det viser nye tal, som VisitDenmark har offentliggjort på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

Særligt de kystnære sommerhusområder som Sjællands Odde, Sydfyn, Thy og flere af de mindre øer har oplevet markante stigninger i turismen, som skyldes, at en stor del af danskerne har skiftet ferien sydpå ud med ferie i Danmark.

Til gengæld har de store byer oplevet markante fald, hvor særligt København har haft et historisk dårligt år med et fald i antal overnatninger på 73,5 procent. Det betyder, at der har været 1,3 millioner overnatninger i Københavns Kommune fra marts til august, hvor der i gennemsnit i 2018 og 2019 var 4,8 millioner overnatninger.

De markante fald i de store byer betyder da også, at der samlet set har været et fald i antallet af overnatninger i hele landet på 28 procent.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Her er turismen faldet betydeligt

En anden stor turistkommune, Billund, med Legoland, Lalandia og en stor lufthavn, har også mærket konsekvenserne af den manglende udenlandske turisme. Her er antallet af overnatninger faldet med 60 procent i forhold til samme periode i de foregående år.

Og netop i en kommune som Billund, som i så høj grad afhænger af udenlandske turister, har faldet også smittet af på ledigheden. Her har man haft en af landets største ledighedsstigninger i år.

Det samme gør sig gældende i Aarhus og København, hvor særligt hovedstadskommunerne har oplevet en relativt høj stigning i ledigheden. Til gengæld er Ærø, som har haft en stor stigning i antallet af overnattende gæster på 7,3 procent, den eneste kommune i Danmark, som har haft et fald i ledigheden fra september 2019 til september 2020.

Dermed må der siges at være en vis sammenhæng mellem ledigheden og turismen, som også kan ses med det blotte øje, når man sammenligner nedenstående kort med kortet over antallet af overnattende gæster.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her