Kritik af 2. generationsreformer: Det diametralt modsatte af udviklingen i jobcentrene

Del artiklen:

Arbejdsmarkedsprofessor Flemming Larsen roser regeringens oplæg til kommissionsarbejdet for fokus på uddannelse. Ellers er det mere af det samme, blot mere sofistikeret, vurderer han.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

De lediges tanker og forestillinger om deres arbejdsliv spiller ingen rolle i kommissoriet for den nye kommission, der over to år skal udvikle såkaldte 2. generationsreformer på arbejdsmarkedet.

“Det er det diametralt modsatte af den bølge af empowerment, samskabelse og at tænke borgeren i centrum, som vi har set strømme ind over os i de senere år,” siger arbejdsmarkedsprofessor ved Aalborg Universitet, Flemming Larsen.

NB-Beskæftigelse har bedt professor Flemming Larsen om at vurdere kommissoriet for arbejdet med de nye arbejdsmarkedsreformer. Han vil gerne starte med at rose regeringen for, at uddannelse og produktivitet har fået en central placering i kommissoriet, men han efterlyser den store målgruppe af ikke-jobparate i kontanthjælpssystemet. 

“Beskæftigelsespolitikken er jo kommet til at omfatte næsten alle målgrupper, og også socialpolitikken er blevet sat ind i beskæftigelsespolitikken. Da synes jeg, det er lidt tankevækkende, at nogle af de største grupper uden for arbejdsmarkedet slet ikke bliver nævnt. Dem, som har andre problemer end ledighed, som ikke bare kan klare sig med uddannelse.”

“Med de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere kan vi ikke bare snakke uddannelse. Det er jo langt mere komplicerede problemstrukturer, der er omkring dem. De er jo en del af beskæftigelsesindsatsen i dag. Skal de så ikke inddrages, eller skal de måske undtages fra beskæftigelsesindsatsen. Det er en af de ting, der er udestående for mig,” siger Flemming Larsen.

Knap en tredjedel af alle arbejdsløse karakteriseres i beskæftigelsessystemet som aktivitetsparate. Det betyder, at de ikke umiddelbart er klar til at tage et job, fordi de for eksempel har psykosociale eller andre problemer. (Se tallene i bunden af artiklen.)

2. generationskommission nedsat

I sidste uge nedsatte finansminister Nicolai Wammen (S) en kommission med økonomiprofessor Nina Smith som formand. Kommission skal over to år arbejde med at udvikle nye 2. generationsreformer på arbejdsmarkedet. Det sker i et opgør med “pisk og gulerod”, sagde finansminister Nicolai Wammen til Jyllands-Posten i sidste uge.

Målgrupperne for reformerne er unge, nyuddannede, indvandrere, ufaglærte og sygemeldte, kan man læse i et dokument om potentialerne i de nye reformer. De skal i uddannelse eller arbejde meget hurtigere, og kommer de det, er der et stort potentiale for at gøre arbejdsstyrken større, fremgår det af regeringens analyse.

Et vigtigt økonomisk instrument i 2. generationsreformerne er den såkaldte adfærdsøkonomi, der – som navnet siger – skal få arbejdsløse til at ændre adfærd.

Læs også:
Forstå på fem minutter: Uddannelse helt centralt i regeringens vision for 2. generationsreformer

Vigtigt, at uddannelse og produktivitet er i fokus

Professor Flemming Larsen siger helt overordnet om kommissoriet til arbejdet med 2. generationsreformerne, at han ser en ny retning, men at de også bygger på noget gammelt – altså mere af det samme, bare på en anden måde. 

“Sammenkædningen af uddannelse og produktivitet er ny, og det er vigtigt. For arbejdsmarkedspolitikken skal også kunne øge kompetenceniveauet. Det er vigtigt for produktiviteten, og det er en ny sammenkædning, der også ligger i ordet 2. generation.”

Det er ifølge Flemming Larsen ved at gå op for de – fortrinsvis – økonomer, der har lavet 1. generationsreformerne, at økonomiske incitamenter ikke løser alle problemer. 

“Hvis man kører den hårde model igennem med udbudsreformer, kan det betyde, at man kan få et meget lavproduktivt arbejdsmarked ligesom England, og det er der, man begynder at lave sammenkædningen af, at det måske ikke er helt ligegyldigt, hvad man sætter folk til at lave.”

Tænkningen er den samme”

I interviewet i Jyllands-Posten talte både finansministeren og økonomiprofessoren om, at adfærdsøkonomi er grundlaget for at udvikle de nye 2. generationsreformer.

NB-Beskæftigelse bad i sidste uge et kommissionsmedlem om at forklare det begreb. Professor ved Roskilde Universitet, Jon Kvist, sagde blandt andet:

“Vi har regnet med, at de traditionelle styringsmidler – som penge og paragraffer – virker, men så finder vi ud af, at folk ikke opfører sig på den måde. Det nye er, at man anvender den viden til at lave politik. Så den måde, man designer og implementerer politik på, bliver anderledes.”

Læs også:
Medlem af ny kommission: 'Folk opfører sig ikke, som man antager i konventionel økonomi'



Adfærdsøkonomi er altså ikke et opgør med økonomiske incitamenter, men bygger ovenpå dem. Groft sagt skal ledige ifølge adfærdsøkonomien ‘nudges’ til at gøre det rigtige, ligesom pile i lufthavnen får os til at gå den rigtige vej. 

“Tænkningen er af samme skuffe som i de forrige reformer. Synet på borgeren er det samme. Og hvis man ser på sammensætningen af kommissionen, er det svært at forestille sig, at der kommer meget nytænkning. Det er jo dem, der har lavet alle 1. generationsreformerne,” siger Flemming Larsen.
Han anerkender, at de økonomiske incitamenter virker, men kun over for jobparate ledige og især dagpengemodtagere.

“Det er en væsentlig pointe, at økonomiske incitamenter har vist sig at være effektive i forhold til målgrupper, der kan respondere på incitamenter. Men der er jo grænser for, hvor langt man kan gå med incitamentstænkningen. Vi taler mest om forsikrede ledige, men det er ikke dem, jobcentrene bruger deres ressourcer på.”

Det skyldes blandt andet, at vi før corona kom fra en lang periode med vækst, hvor der var mangel på arbejdskraft. Derfor blev politisk fokus på at få også de ikke-jobparate ledige i beskæftigelse, også med et lille ugentligt timetal. Det er det, der har ført til nye metoder, der tager udgangspunkt i de lediges egne forestillinger om, hvordan de kan komme i arbejde.

Så meget, at KL i sine forslag til en nærhedsreform foreslår: “At lovens intention om en individuel og behovsorienteret indsats tages alvorligt. Alle forløb i jobcentrene skal tage udgangspunkt i borgernes ønsker og medarbejdernes faglige vurdering ift. form og indhold vedr. samtaler og tilbud.”

Forskellige menneskesyn

Professorerne Nina Smith og Jon Kvist har i interviews begge givet udtryk for, at der er grupper af ledige, der ikke kan handle på økonomiske incitamenter. 225-timersreglen, der skal få jobparate kontanthjælpsmodtagere til at tage småjob under truslen af at miste en del af ydelsen, gælder for eksempel ikke for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

Flemming Larsens kritik går dog dybere.

“Der er en opfattelse af de her personer som nogle passive objekter, som vi på en eller anden måde skal have lavet om på. Og ‘vi’ ved bedst; vi ved hvordan det skal gøres bedre. Det står i kommissoriet og rapporten, at vi skal komme frem med nogle instrumenter, så det både er til samfundets og deres eget bedste. Det er jo en form for paternalisme. Der er nærmest paralleller helt tilbage til marxismen med de objektive interesser. Hvis folk bare vidste, hvilke interesser de havde, kunne de handle på dem, men mærkeligt nok, har de nogle andre interesser sådan lige umiddelbart. Og da tror jeg simpelthen, man går galt i byen,” siger Flemming Larsen.

“Det her er jo ikke bare nogle passive objekter, som systemet skal lave om. Det er nogle aktive mennesker, der handler. Så kan man så sige, at de måske handler på nogle andre måder, de har nogle andre forhåbninger. De har i hvert fald nogle erfaringer, som gør, at man måske kunne komme meget længere, hvis man tager udgangspunkt i de allerede aktive handlinger, de drømme, de præferencer, de forståelser, som folk selv har.”

“Det er en lidt naiv tankegang, at man – uanset, hvor sofistikeret man laver de her nudgings – kan få folk til at handle på en helt anden måde, end de gør, fordi man mener, det er bedst for dem selv.”

“Det betyder jo ikke, at man ikke skal lægge vægt på beskæftigelse, og at beskæftigelse kan være endemålet. Vi kan jo se, at det er faktisk er det, de fleste drømmer om, men de har ikke særlig store forhåbninger om det. Så man skal have fat der, hvor folk er.”

FAKTA-AFSNIT

På beskæftigelsesområdet har 1. generationsreformerne lagt grunden til at beskære dagpengeperioden fra syv til to år i perioden 1993 til 2010. Senere pension er et andet instrument, der skal øge arbejdsudbuddet. Også i lovgivningen om beskæftigelsesindsatsen er der en lang række økonomiske incitamenter og sanktioner, der skal få ledige til hurtigere at få job. Det er blandt andet kontanthjælpsloftet, 225 timers regel, skærpet sanktionspraksis og en særlig lav ungeydelse.

Få mere at vide om menneskesyn i beskæftigelsesindsatsen ved at lytte til podcasten med Flemming Larsens kollega i CUBB (Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser), professor Dorte Caswell. 

Læs også:
Forskning kan ikke fikse beskæftigelsesindsatsen

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her