Regeringen: Ingen sikre effekter af 2. generationsreformer

Del artiklen:
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fremlagde onsdag regeringens plan for at få flere i beskæftigelse. Det skete med betydelig større sikkerhed, end det fremgår af regeringens egne dokumenter.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fremlagde onsdag regeringens plan for at få flere i beskæftigelse. Det skete med betydelig større sikkerhed, end det fremgår af regeringens egne dokumenter. - Foto: Fra Folketingets videooptagelse af Åbent Samråd

Beskæftigelsesministeren sagde på samråd tirsdag, at regeringen vil øge arbejdsudbuddet gennem nye reformer. Det fremgår dog af regeringens egen præsentation, at det er uklart, om det kommer til at ske.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

På et samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg tirsdag bad Venstres Hans Andersen beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) forklare, hvordan regeringen vil øge arbejdsudbuddet. Baggrunden er, at regeringen har lavet lovgivning, hvor arbejdsudbuddet er blevet reduceret med i alt 11.000 fuldtidspersoner, sagde Hans Andersen.

I sit svar henviste Peter Hummelgaard til de såkaldte ‘2. generationsreformer’, som regeringen har bedt en kommission om at komme med forslag til.

“I stedet for primært at have fokus på rådighed og økonomiske incitamenter, skal vi have blik for, om vores arbejdsstyrke har de rigtige kvalifikationer til at tage de job, der rent faktisk efterspørges (…) Skal vi øge efterspørgslen varigt, skal det derfor ske gennem 2. generationsreformer,” sagde ministeren, der gik videre med at forklare, hvordan det kan ske.

Mens Peter Hummelgaard på den måde kom tæt på at sige, at regeringen ved, at 2. generationsreformer virker. Det fremgår dog af regeringens egne dokumenter om det samme, at man ikke på nuværende tidspunkt kan beregne effekten på arbejdsudbud ved de nye 2. generationsreformer. 

“Med nye løsninger vil der ikke altid ud fra eksisterende viden kunne regnes på, hvor store effekterne bliver på beskæftigelsen og de offentlige finanser,” står der i dokumentet om potentialer ved 2. generationsreformer.

Det nærmeste, man kommer det, er, at regeringen selv tror på, at reformerne gør arbejdsstyrken større.

“Regeringen er overbevist om, at uddannelse er en central vej til at øge beskæftigelsen, produktiviteten og velstanden i fremtiden,” hedder det.

Afgørende for De Radikale

Arbejdsudbuddet bliver det springende punkt for den borgerlige opposition og ikke mindst for regeringens støtteparti, Det Radikale Venstre.

Det indgår af forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne, at “initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende.”

Det krav er helt afgørende de Radikale, og mens Sofie Carsten Nielsen hilste den nye kommission velkommen i JyllandsPosten onsdag, sagde hun også: “Så er det nødt til også at blive konkret. Vi bliver nødt til også at bruge nogle af de værktøjer, vi ved, virker.”

Et regnestykke: 35.000 flere i beskæftigelse frem mod 2030

I dokumentet om 2. generationsreformernes potentialer fremlægger regeringen et regnestykke, der viser, at arbejdsstyrken kan øges med 35.000, hvis de nye reformer virker. Det ser dog ud til at være tilfældigt udvalgte andele af de forskellige grupper, indgår i regnestykket. Her kommer de i direkte citat fra dokumentet:

Flere unge skal have en uddannelse. Beskæftigelsesfrekvensen for personer med højst en grundskoleuddannelse er markant lavere end for personer med en uddannelse. Hvis flere får en uddannelse, kan det bidrage til at øge beskæftigelsen for de unge, som ellers ville ende i restgruppen. For eksempel er beskæftigelsesfrekvensen for faglærte i 30’erne konsekvent over 30 pct.-point højere end for ufaglærte på de samme alderstrin. Hvis halvdelen af alle 25-årige uden en uddannelse løftes til en faglært uddannelse, og denne gruppe herigennem lukker 25 pct. af beskæftigelsesgabet på det givne alderstrin, svarer det samlet set til et løft af beskæftigelsen på op mod 11.000 personer på lang sigt.”

Ledigheden blandt nyuddannede skal nedbringes. Omkring 50 pct. af alle nyuddannede bliver berørt af ledighed i året efter uddannelsens afslutning. Ledigheden blandt nyuddannede er høj, og før COVID-19-krisen modtog omkring 20.000 nyuddannede dagpenge på en given dag. Hvis årsledigheden blandt nyuddannede reduceres med en fjerdedel, svarer det til et løft af beskæftigelsen på ca. 5.000 helårspersoner.”

Bedre integration (mindsket beskæftigelsesgab mellem indvandrere og etniske danskere). Indvandrere, særligt ikke-vestlige indvandrere, er i højere grad ledige og uden for arbejdsstyrken end personer med dansk oprindelse. Der er således potentiale for at løfte beskæftigelsen via bedre integration i arbejds- og uddannelsesfællesskaber. Potentialet bliver endnu større i de kommende år, hvor der er udsigt til, at indvandrere og efterkommere vil udgøre en større andel af befolkningen. Hvis beskæftigelsesgabet fra indvandrere til personer med dansk oprindelse reduceres med en tiendedel, svarer det til et løft af beskæftigelsen på ca. 10.000 personer i 2030.”

Voksen- og efteruddannelse skal give arbejdsgiverne adgang til kvalificeret arbejdskraft. Der er færre end tidligere, især ufaglærte, som deltager i erhvervsrettet voksenog efteruddannelse. Ved at sikre opkvalificering i form af voksen- og efteruddannelse – igennem hele livet – kan arbejdstagerne løbende tilegne sig de kompetencer, som efterspørges på arbejdsmarkedet. Det vil forbedre beskæftigelsesmulighederne både for den enkelte og for samfundet. Hvis 5 pct. af beskæftigelsesgabet mellem ufaglærte og faglærte i alderen 35-64 år kan lukkes gennem øget opkvalificering, svarer det til et løft af beskæftigelsen på ca. 4.000 personer i 2030.”

“Sygefraværet skal nedbringes, især i kommuner og regioner. Sygdom er en belastning for den enkelte. Samtidig er fravær som følge af egen sygdom en væsentlig samfundsomkostning. I 2018 var det gennemsnitlige sygefravær blandt fuldtidsansatte i kommuner og regioner hhv. 11,9 og 11,8 dage. I staten og i den private sektor var sygefraværet hhv. 7,5 og 6,9 dage pr. fuldtidsansat. Hvis sygefraværet reduceres med gennemsnitligt én dag for ansatte i kommuner og re- Side 3 af 3 gioner og med gennemsnitligt ½ dag for ansatte i staten og i den private sektor, svarer det årligt til 5.000 flere fuldtidsansatte på offentlige og private arbejdspladser.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her