Stor glæde i fagbevægelsen over tidlig pension til Arne og ‘konen’

Del artiklen:
Det er en god aftale, for den giver giver dem, der har været længe på arbejdsmarkedet, mulighed for selv at beslutte, om de vil trække sig tilbage nogle år før pensionen. Det siger Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Det er en god aftale, for den giver giver dem, der har været længe på arbejdsmarkedet, mulighed for selv at beslutte, om de vil trække sig tilbage nogle år før pensionen. Det siger Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

De kvindedominerede brancher med omsorgspersonale er glade for, at de også bliver omfattet af håndsrækningen til nedslidte. I det hele taget er der stor glæde i fagbevægelsen over nattens aftale.

Af Ritzau, [email protected]

Den nye aftale om tidlig pension giver flere, der ellers ville blive mærket på helbredet, mulighed for at trække sig værdigt, mener Fagbevægelsens Hovedorganisation.

For aftalen giver dem, der har været længe på arbejdsmarkedet, mulighed for selv at beslutte, om de vil trække sig tilbage nogle år før pensionen.

Det siger Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

– Når pensionsalderen stiger, har mange lønmodtagere svært ved at fortsætte på arbejdsmarkedet, uden at det går ud over helbredet.

– Tidlig pension giver mulighed for at trække sig værdigt tilbage og få nogle gode år på pension, mens helbredet stadig rækker, siger hun i en pressemeddelelse.

Den nye aftale tager udgangspunkt i antallet af år på arbejdsmarkedet.

Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, får man ret til at trække sig tilbage tre år før folkepensionen. 42 år og 43 år giver ret til, at man kan gå fra et eller to år før folkepensionen.

Partierne er desuden enige om at udvide den eksisterende ordning med seniorpension, så alle med en arbejdsevne på 18 timer om ugen kan få seniorpension.

Også jubel i 3F

I fagforbundet 3F, der er landets største fagforening, jubler man over den nye aftale.

– Det har trukket tænder ud. Det har kostet blod, sved og tårer.

– Men endelig ser vi en politisk aftale, der skaber værdighed og retfærdighed for manden på fabriksgulvet, bygningsarbejderen, stuepigen og alle de andre hårdtarbejdende lønmodtagere, siger forbundsformand Per Christensen i en pressemeddelelse.

Han mener, at samfundets pensionsordninger nu samlet dækker lønmodtagerne bredere.

– Med den nye politiske aftale har vi både folkepension, førtidspension, seniorpension og nu også retten til tidlig pension for folk, der er slidte efter et langt arbejdsliv. Det giver en langt bredere dækning for lønmodtagerne, siger han.

Efter at S-regeringen fremlagde sit udspil i august, er det dog blevet kritiseret af dem, som mener, at ordningen vil trække tusinder af raske og arbejdsdygtige med arbejdere ud af arbejdsmarkedet. Den kritik kommer også fra Dansk Industri (DI) med den nye aftale.

Men det afviser Lizette Risgaard, som kalder det “rent hysteri”.

– Jeg tror, at alle godt ved med sig selv, at hvis man har mulighed for at blive på en god arbejdsplads med en god løn, fordi der er overenskomster, så ønsker man jo ikke at trække sig tilbage før tid.

– Her trækker du dig tilbage på en ydelse, som er på et pensionsniveau, og derfor er det en helt forkert tilgang at have. Det er ikke det, der kommer til at ske, siger hun.

FOA: Et glimrende signal

– Det er en god morgen for danske lønmodtagere. Nattens aftale om tidlig pension er langt om længe et opgør med linjen om, at politiske ændringer og reformer går ud over almindelige folk. Nu har vi en aftale, som tusinder vil få gavn af – også rigtig mange FOA-medlemmer.

Det siger en meget tilfreds FOA-formand Mona Striib på den nye aftale om retten til tidlig pension til lønmodtagere, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet. 
 
Hun bider mærke i, at aftalen fra i nat også indebærer, at der sættes nye penge af til arbejdsmiljøforbedringer. Og samtidig udvides den parallelle ordning med seniorpension, som man fremover kan få pensionen, hvis man ikke kan arbejde 18 timer ugentligt.

– Ændringerne er gode, og dem er vi også rigtig glade for. Allerede nu kan vi se, at seniorpensionen er en yderst nødvendig ordning, selvom den ikke har mange år på bagen. Jeg synes, det er fint, at politikerne har et så præcist billede på udviklingen, så man også her får et fremskridt, siger Mona Striib.

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her