Borgmester Karsten Søndergaard (V) i Egedal Kommune lover job til ledige, der tager en sosu-uddannelse, efter de er belevet ledige under coronakrisen. (Arkiv) - Foto: Hanne Loop/Egedal Kommune
Tag sosu-uddannelsen, så har vi et job til dig bagefter. Den garanti giver nordsjællandske Egedal Kommune til de borgere, der er blevet ledige under coronakrisen.
Nedlukningen af samfundet og den trinvise genåbning under corona har været hård ved flere brancher, hvor medarbejdere er blevet fyrede i hobetal.
Samtidig har der de senere måneder været stor opmærksomhed omkring behandlingen og plejen af ældre medborgere på plejehjem og hjemmeplejen i samtlige kommuner på grund af TV 2-dokumentaren ‘Plejehjem bag facaden’. De to ting kombinerer Egedal Kommune i Nordsjælland nu med et initiativ:
Under overskriften ‘Brancheskift – introduktion til sosu-uddannelserne’, tilbydes ledige borgere i kommunen at få en smagsprøve på, hvad det vil sige at arbejde som social- og sundhedsassistent og få en introduktion til uddannelserne. Til gengæld giver kommunen en jobgaranti til de ledige, der vælger at tage uddannelsen.
Kommunaldirektør Christine Brochdorf skriver i en pressemeddelelse om baggrunden for initiativet:
“Ligesom i andre kommuner har en del borgere i Egedal mistet deres job under coronakrisen, dem vil vi rigtig gerne hjælpe tilbage på arbejdsmarkedet hurtigst muligt.”
“Vi ved, at de kommende år byder på udfordringer med at rekruttere social- og sundhedsansatte, som aldrig har været så eftertragtede, som de er nu. Denne løsning er både win-win for de ledige og for kommunen. Derfor vil vi garantere nyuddannede, at de får et job her i Egedal.”
Borgmester Karsten Søndergaard (V) følger op:
“Vores ambition er at skabe rammerne for verdens bedste hverdag for borgerne i Egedal. Det handler både om børnefamilierne, der skal have ordentlige pasningsmuligheder, et erhvervsliv der skal have gode rammer for at skabe en forretning, men i høj grad også om at vores ældre medborgere, som der bliver mange flere af, skal have en god og tryg tid i den sidste del af livet,” siger Karsten Søndergaard.