Fakta: Brug af løntilskud mere end halveret på seks år

Del artiklen:

Siden 2015 er løntilskud til forsikrede ledige faldet med 55 procent på landsplan, mens det er faldet med hele 65 procent for jobparate kontanthjælpsmodtagere. Se tallene for din kommune her.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Siden 2015 har der været et stort fald i brugen af løntilskud. Det skyldes blandt andet den stigende beskæftigelse, hvor flere har kunnet gå direkte i job.

Løntilskud bevilges især til dagpengemodtagere, og den tendens har været klar over årene. I februar 2015 var knap 5.500 ledige forsikrede i løntilskud. Det faldt til knap 2.500 i februar 2020, altså med 55 procent.

For kontanthjælpsmodtagere var faldet meget større, nemlig 65 procent. I 2015 var godt 3.000 på kontanthjælp i løntilskud. Det faldt til godt 1.000 i 2020.

Stor forskel på kommunerne

Der er stor forskel på, hvor meget kommunerne har skåret ned på løntilskud. Enkelte har endda haft en stigning.

På kortet nedenfor kan man se, at Randers, Hedensted og Stevns har haft et fald i løntilskud for dagpengemodtagere på 90 procent. Det er de mørkeblå kommuner.

Allerød og Frederikssund har haft en stigning på over 25 procent. Men igen; tallene er små. I Allerød var i alt fem personer i løntilskud i 2020.

Se tabeller over løntilskud til dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere nedenfor.

I tabellen nedenfor kan man se, at Randers Kommune har haft det største fald i løntilskud til dagpengemodtagere på i alt 94 procent. Randers kom fra et meget højt udgangspunkt, hvor i alt 216 var på løntilskud i 2015, mens kun 13 var i løntilskud i februar 2020.

Esbjerg har et mindre fald på 46 procent, og her var udgangspunktet betydeligt lavere. I alt 157 personer var på løntilskud i februar 2015 mod 84 i februar 2020.

Mens Esbjerg har bevilget seks gange så mange løntilskud til dagpengemodtagere end Randers i 2020, bevilgede Randers flere løntilskud end Esbjerg i 2015.

Nedenfor denne tabel kommer tabellen over udviklingen i løntilskud til kontanthjælpsmodtagere.