Fysiske møder og virksomhedstilbud kan være på vej i Jylland og på Fyn

Del artiklen:
(Arkiv) KL forventer snarlig bekendtgørelse om, at ledige igen kan indkaldes til fysiske samtaler på jobcentre og deltage fysisk i virksomhedstilbud. Dog indtil videre kun i Jylland og på Fyn.
(Arkiv) KL forventer snarlig bekendtgørelse om, at ledige igen kan indkaldes til fysiske samtaler på jobcentre og deltage fysisk i virksomhedstilbud. Dog indtil videre kun i Jylland og på Fyn. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

KL og organisationer venter ny bekendtgørelse i dag eller i morgen, hvor jobcentre vest for Storebælt åbner.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Jobcentre i Jylland og på Fyn ventes at få mulighed for at holde fysiske møder med ledige og at etablere nye virksomhedsforløb. Det fremgår af en mail, som KL har sendt til kommunerne, og mere indirekte af retningslinjer for åbning af offentlige kontorpladser.

Flere aktører på beskæftigelsesområdet venter, at der kommer ny bekendtgørelse i dag eller i morgen, og at de fysiske møder og tilbud kan gå i gang mandag.

KL skriver blandt andet til kommunerne:

“For kommunerne vest for Storebælt bliver beskæftigelsesindsatsen også åbnet fysisk. Det indbefatter både fysiske samtaler i jobcentret og mulighed for fysisk deltagelse i virksomhedsrettede tilbud. Der vil i en overgangsperiode være fleksibilitet vedrørende samtaleform, dvs. fortsat mulighed for at afholde digitale jobsamtale.”

For kommunerne øst for Storebælt vil der fortsat kun være mulighed for digitale samtaler og tilbud, fordi smittetrykket der er højere.

Åbningen for fysiske møder og virksomhedsforløb er en konsekvens af den politiske aftale, som regeringen og Folketingets partier indgik 20. maj, – kort efter at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) havde godkendt en bekendtgørelse om fortsatte digitale samtaler, digitale virksomhedsforløb og en ophævelse af suspension af rådighedsforpligtelsen.

Bekendtgørelser træder ikke i kraft før offentliggørelse i Lovtidende, og det er i skrivende stund ikke sket, hvorfor kommuner og organisationer formoder, at der i stedet kommer en bekendtgørelse med et andet og mere vidtgående indhold.

Læs også:
'Det bliver ikke titusinder, der kommer i digital virksomhedspraktik'

FAKTA:

Regeringen og Folketingets partier indgik 20. maj 2020 en aftale om yderligere genåbning i fase 2. Af aftalen fremgår det, at den fysiske tilstedeværelse kan genoptages i den offentlige sektor, bortset fra i Region Hovedstaden og Region Sjælland. 

Det betyder, at medarbejdere, hvis statslige, regionale eller kommunale kontorarbejdsplads geografisk befinder sig i Region Nordjylland, Region Midtjylland eller Region Syddanmark, kan møde fysisk på arbejde fra 27. maj 2020. 

En aftale mellem regionerne, KL og medarbejder- og kompetencestyrelsen beskriver, hvordan de fysiske møder mellem medarbejdere og borgere skal foregå: 

* Medarbejdere, der har borgerkontakt, vasker hænder grundigt før og efter hvert møde med en borger, foruden på øvrige almene håndvasketidspunkter. Borgere bør så vidt muligt ligeledes vaske hænder eller bruge alkoholbaseret håndsprit, inden de betjenes. 

* Der skal så vidt muligt være vand og sæbe eller håndsprit tilgængeligt for borgere.

*  Lokaler, der benyttes ved borgerkontakt, skal så vidt muligt indrettes på en sådan måde, at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for borgere og de ansatte at holde afstand til hinanden. Det bør overvejes, hvordan kødannelse kan minimeres, herunder om fysisk fremmøde alene kan ske efter indkaldelse eller tidsbestilling. Hvor det er relevant, benyttes ruminddelinger, afstandstape eller andre afstandsmarkeringer. 

* Ved ventefaciliteter mv. skal der være minimum én meters afstand mellem siddepladser. Fælles kontaktflader bør minimeres, fx ved at læsestof, legetøj og drikkevarer fra fælleskander fjernes. 

* Nødvendigheden af fysiske møder bør overvejes, herunder om hjemmebesøg kan omlægges til digitale møder eller afholdes på arbejdspladsen. Ved afholdelse af fysiske møder bør der ikke deltage flere, end formålet tilsiger. Såfremt den konkrete sag gør, at det er nødvendigt fysisk at mødes med borgeren i borgerens hjem, iværksættes de nødvendige smittereducerende tiltag. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her