Risikogrupper: Arbejdsgivere skal have refusion ved sygemelding

Del artiklen:
(Arkiv) Aftale om risikogrupper for alvorlig sygdom ved covid-19 ventes at falde på plads om kort tid. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) foreslog i går, at sygemelding skal være en mulighed.
(Arkiv) Aftale om risikogrupper for alvorlig sygdom ved covid-19 ventes at falde på plads om kort tid. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) foreslog i går, at sygemelding skal være en mulighed. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Beskæftigelsesminister foreslår, at borgere i risikogrupper ved Covid-19 skal kunne sygemelde sig, fremgår det af et forslag, som NB-Beskæftigelse har læst. Aftale ventes at falde på plads om kort tid.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Opdatering: Aftale om risikogrupper blev indgået den 15. maj og omfatter også pårørende til mennesker, der er i risiko for alvorlig sygdom ved covid-19.

Det er knap fire uger siden, at regeringen og Folketingets partier afsatte 200 millioner kroner til at finde en løsning for borgere, der risikerer alvorlig forløb, hvis de bliver syge med Covid-19. Nu er en løsning på vej.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fremlagde i går et forslag for partierne, som NB-Beskæftigelse har læst. Partierne skulle i går aftes sende forslag til ændringer til ministerens udkast til loven, som derfor ventes at falde på plads hurtigt.

Ifølge forslaget fra ministeren skal personer i risikogrupper kunne sygemeldes, og såvel private som offentlige arbejdsgivere skal fra den første dag kunne få sygedagpengerefusion.

Det betyder, at de ansatte, der i overenskomsten får løn under sygdom, stadig har ret til det. De medarbejdere, der ikke får løn under sygdom, skal ifølge forslaget kunne få sygedagpenge fra kommunen.

Dermed afviser regeringen en egentlig lønkompensation på området, som er set i andre hjælpepakker, og som flere af partierne har ønsket. Det betyder, at ansatte uden ret til løn under sygdom, ikke bliver fuldt kompenseret. Det ville de blive, hvis der var tale om lønkompensation.

Andre muligheder end sygemelding skal undersøges først

For at kunne komme under ordningen kræver det, at man tilhører en risikogruppe, som  Sundhedsstyrelsen har defineret. Hvis det er muligt at indrette arbejdspladsen, der er tilpasset risikoen, eller at medarbejderen kan arbejde hjemme, kan der heller ikke gives refusion og sygedagpenge. 

“Det vil således være medarbejdere, der hjemsendes uden arbejdsforpligtigelse,” står der i forslaget.

Arbejdsgivere, kommuner og medarbejdere i risikogrupperne opfordres i forslaget til også at undersøge muligheder for for eksempel digital opkvalificering i perioden.

Der vil være behov for en konkret, individuel lægelig vurdering af, om medarbejderen kan arbejde under betryggende forhold.

I forslaget forpligter beskæftigelsesministeren sig til hurtigt at “finde en løsning for pårørende, der deler husstand med personer i den særlige risikogruppe for smitte med Covid-19.”

Ordningen skal ifølge forslaget løbe frem til 31. august 2020.