Åbning af beskæftigelsesindsats på vej

Del artiklen:
(Arkiv) Beskæftigelsesindsatsen og rådighedsforpligtelserne træder igen i kraft om kort tid, fortæller Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører for SF.
(Arkiv) Beskæftigelsesindsatsen og rådighedsforpligtelserne træder igen i kraft om kort tid, fortæller Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører for SF. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Rådighedsforpligtelsen træder om kort tid i kraft igen. Det fortæller beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) efter et møde i Beskæftigelsesministeriet i morges.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Klokken 8 i morges var partierne indkaldt til møde i Beskæftigelsesministeriet for at tale om åbning af beskæftigelsesindsatsen, og den er lige på trapperne, fortæller Karsten Hønge (SF) til NB-Beskæftigelse. 

“Den digitale åbning kommer meget snart,” siger han. 

Kravet om, at ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, træder i kraft igen. Det betyder, at der skal søges job, og at de ledige er forpligtet til at deltage i samtaler med jobcenter og a-kasse. 

Alle samtaler skal gennemføres over telefon eller digitalt. Kun hvis en ledig af gode grunde ikke kan deltage i møder på den måde, er der ingen sanktioner. 

Beskæftigelsesministeriet har endnu ikke offentliggjort alle detaljer. NB-Beskæftigelse følger udviklingen.