Kommentar: Ministeren må tage ansvar for STAR’s skiftende meldinger

Del artiklen:
(Arkiv) Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard må tage ansvar for STAR's skiftende meldinger til kommunerne, skriver NB-Beskæftigelses redaktør i en kommentar.
(Arkiv) Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard må tage ansvar for STAR's skiftende meldinger til kommunerne, skriver NB-Beskæftigelses redaktør i en kommentar. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

KL og 6-kommunerne holder fredag møder med beskæftigelsesministeren om genoptagelse af beskæftigelsesindsatsen. Ministeren må lytte nøje til kommunernes krav om at suspendere benchmark og andre målinger af kommunerne i 2020, skriver NB-Beskæftigelses redaktør.

Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-medier.dk

En lille forskel i to breve fra STAR til kommunerne med tre dages mellemrum kan komme til at koste dyrt for de kommuner, der fulgte retningslinjerne i det første brev, de fik.

STAR skrev nemlig 13. marts, at al aktivering skulle stoppes, men allerede 16. marts kom der kontraordre: Nu kunne virksomhedsforløb fortsætte, hvis der var enighed om det mellem den ledige og arbejdsgiveren.

Da var det for sent for mange kommuner, der allerede havde sendt alle hjem – flere af dem også ud fra den overbevisning, at det også var det bedste at gøre.

Når beskæftigelsesindsatsen skal i gang igen, kommer regningen. Det kan nemlig blive meget dyrt for de kommuner, der lukkede for det hele, fordi det tager meget længere tid at komme i gang, når alt har været lukket ned.

Det må beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tage ansvar for, og som en konsekvens bør han i det mindste følge forslaget fra de seks største kommuner i landet (6-kommunerne) om, at kommunerne ikke bliver målt på beskæftigelsesindsatsen i 2020.

Ministeren har tidligere sagt, at målingerne af kommunerne bliver suspenderet i den periode, hvor beskæftigelsesindsatsen er suspenderet. Men med den forskel, der vil være for kommuner med og uden virksomhedsaktivering, kommer det til at trække meget længere spor, siger arbejdsmarkedschefer, som NB-Beskæftigelse har været i kontakt med.

Lukning betyder længere ledighedsperiode

I sidste uge sagde to arbejdsmarkedschefer, der havde lukket al virksomhedsaktivering, til NB-Beskæftigelse:

“Indsatsen på aktivitetssiden (er) 0-stillet, og vi starter i et stort omfang forfra, og det vil tage mange måneder at komme i fuld drift igen,” lød det fra job- og ydelseschef Jesper Dahlgaard i Aalborg.

“Vi (er) begrænset i vores handlemuligheder for de virksomheder, der enten er fortsat gennem perioden, eller som lige så stille øger aktiviteten nu. Det vil alt andet lige øge varigheden af ledighedsperioden for vores ledige,” sagde Lone Lollesgaard, arbejdsmarkedschef i Vesthimmerlands Kommune.

Vejle Kommune har ikke lukket for den virksomhedsaktivering, der allerede var i gang. Arbejdsmarkedschef Birgit Thorup vurderer derfor, at kommunen har en fordel i forhold til de kommuner, der hurtigt lukkede alt.

Det betyder, at vi ikke starter helt forfra og har kunnet følge med i udviklingen på de virksomheder, vi har haft forløb på, så vi er forberedt på de evt. forandringer, der er sket på virksomheden,” sagde Birgit Thorup til NB-Beskæftigelse i sidste uge.

Læs også:
Suspenderede virksomhedspraktikker får konsekvenser ved genåbning

Flere job-, beskæftigelses- og arbejdsmarkedschefer, som NB-Beskæftigelse har talt med, har nævnt problemet med de to forskellige meldinger fra STAR.

Administrative forlængelser

Forud for møderne fredag foreslår kommunerne også, at især rehabiliteringsteams skal skånes ved at lempe på reglerne. For eksempel skal jobafklaringsforløb og ressourceforløb forlænges administrativt uden et møde, hvor borgeren er med. Også møder om tildeling af førtidspension og fleksjob skal kunne foregå uden borgeren, der dog skal give tilladelse til det. Det drejer sig kun om møder, hvor en afgørelse vil være “til gunst” for borgerne.

6-kommunerne har også foreslået at virksomhedspraktikker forlænges. Læs mere om det i artiklen nedenfor.

Læs også:
HK advarer mod at sende jobparate i 13 ugers virksomhedspraktik

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her