Flere års tværfaglig indsats for unge kan aflæses i succesraten

Del artiklen:
(Arkiv) Det nytter med en tværfaglig tilgang til unge. Brønderslev Ungecenter har siden 2014 fået en større andel af de 16-29 årige i arbejde eller uddannelse.
(Arkiv) Det nytter med en tværfaglig tilgang til unge. Brønderslev Ungecenter har siden 2014 fået en større andel af de 16-29 årige i arbejde eller uddannelse. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Tal for unge på uddannelseshjælp i Brønderslev viser, at tværfaglighed rykker noget. En betydelig større andel 16-24-årige er nu i arbejde eller under uddannelse.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Tal fra Jobindsats.dk viser det. Brønderslev er en af de kommuner, der på seks år har haft størst fald i andelen af unge i alderen 16-29 år på uddannelseshjælp.

Tal fra Danmarks Statistik viser det på en anden måde: Brønderslev er en af de kommuner, der har haft det største fald i unge i alderen 16-24 år, der hverken er i arbejde eller er under uddannelse.

Se kort og tabeller længere ned i artiklen.

Læs også:
Unge uden arbejde og uddannelse samles i yderkommunerne

Afdelingsleder ved Brønderslevs Ungecenter Susanne Christensen er ikke overrasket over tallene, og hun er heller ikke i tvivl om, hvorfor det går så godt.

Knækkede kurven i 2015

“Vi knækkede kurven i 2015, fordi vi allerede i 1. januar 2014 oprettede et ungecenter med en tværfaglig indsats,” siger hun til NB-Beskæftigelse.

2014 var året, hvor unge under 30 blev skilt ud fra den øvrige kontanthjælpsgruppe og derefter fik en lavere ydelse end den almindelige kontanthjælp. Ydelsen er på størrelse med SU, og den fik navnet uddannelseshjælp for at signalere, at de unge helst skulle i uddannelse.

“Vi har i godt seks år haft en helhedsorienteret indsats over for de unge; vi tager udgangspunkt i de unges ønsker, og vi kan handle hurtigt, fordi vi alle sidder under samme tag,” fortæller Susanne Christensen.

Alle forvaltningsområder er repræsenteret i Ungecenter Brønderslev, så de unge kun
skal henvende sig ét sted.

“Vi kan hjælpe med de problemer, unge kan have. Det kan være ledighed, sygdom eller problemer i familien. Vi hjælper med beskæftigelse, uddannelsesvejledning, misbrug og de sociale indsatser.”

Det virker at lytte til de unge

Kommunerne har siden 1. august 2019 skullet etablere tværfaglige kommunale unge-enheder. Der har Brønderslev haft et forspring på over fire år. 

“Vi har en løsningsfokuseret tilgang, hvor vi taler med de unge om deres håb og drømme og forsøger at give dem hjælp til selvhjælp, og det har virket.” 

“Vi har også tænkt social- og misbrugsområdet med, så hvis der for eksempel sidder en i 8. klasse, der ryger for meget hash og er skoletræt, så kan vi sætte ind med en relevant indsats og få den unge i arbejde.” 

I sådan en sag kontakter Susanne Christensen en virksomhedskonsulent, der kan hjælpe med at få den unge i arbejde. 

“Ideen er jo at forebygge, at de unge skal på uddannelseshjælp senere.  Vi ser det virker, og derfor har Brønderslev Kommune også for 2020 et særligt fokus i beskæftigelsesplanen for de 15-17-årige.”
Dobbelt så stort fald som hele landet

Som man kan se i grafikken nedenfor, viser tal fra Jobindsats.dk, at Brønderslev har haft et dobbelt så stort fald i andelen på uddannelseshjælp som resten af landet. Fra 2014 til 2019 faldt andelen i Brønderslev med 38 procent, mens den i hele landet faldt med 19 procent.

I forhold til arbejdsstyrken og befolkningen som helhed lå kommunen under landsgennemsnittet i 2014 men landede præcis på landsgennemsnittet i 2019.

Unge på uddannelseshjælp udgør i hele landet – og i Brønderslev – 1,2 procent af arbejdsstyrken på 16-66 år, mens de udgør 0,9 procent af befolkningen på 16-66 år. Det er
opgjort i fuldtidspersoner.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Størst fald i 16-24-årige uden job og uddannelsesforløb

Nye tal over den såkaldte NEET-gruppe (Not in Employment, Education or Training), som Danmarks Statistik netop har offentliggjort, viser, at Brønderslev er den kommune, der – bortset fra Læsø – har haft det største fald i andelen af unge mellem 16 og 24 år, der hverken er i job eller under uddannelse.

Med et fald på 2,9 procent – fra 12,8 procent i 2008 til 9,9 procent i 2018 – er Brønderslev også her kommet ned på landsgennemsnittet.

Ud af de 53 kommuner, som i 2008 havde flere unge uden for arbejde og uddannelse end gennemsnittet, havde 34 af dem en negativ udvikling frem mod 2018. Tallene angiver, hvor mange unge mellem 16 og 24 år som hverken er i gang med uddannelse, træning eller har et arbejde.

Læs også:
Kommuner med flest udsatte unge får endnu flere