Lukkede grænser betyder større ledighed i vestjyske eksportkommuner

Del artiklen:
Lukningen af grænserne har store konsekvenser for Holstebros eksportvirksomheder. Arbejdsmarkedschef Søren Landkildehus er bekymret.
Lukningen af grænserne har store konsekvenser for Holstebros eksportvirksomheder. Arbejdsmarkedschef Søren Landkildehus er bekymret. - Foto: Holstebro Kommune

Arbejdsmarkedschef er bekymret: Handel og industri er konjunkturfølsomme brancher, og det har direkte betydning for arbejdsløsheden i de vestjyske kommuner.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Mens nogle kommuner allerede mærker en stor stigning i arbejdsløsheden, holder andre vejret og venter på at se, hvor slemt det bliver. 

I Holstebro Kommune var der mandag morgen 1.006 forsikrede ledige. Til sammenligning var der i hele marts sidste år i alt 848. Det er en stigning på 158 personer, – og der er stadigvæk over en uge tilbage af marts.

Samtidig er der virksomheder, der begynder at varsle arbejdsfordeling. Det skyldes ikke alene coronakrisen.

“Der er flere virksomheder, der har været trængt det seneste år på grund af opbremsningen i væksten. De kan godt have likviditetsproblemer. Alt i alt er det en bekymrende udvikling, som vi ser på med tilpas alvor,” siger Søren Landkildehus, arbejdsmarkedschef i Holstebro Kommune.

Mange eksporterhverv i Vestjylland

Generelt har Vestjylland mange brancher, der er baseret på eksport. 

“Det betyder, at hvis efterspørgslen mindskes i samarbejdslandene, så kan vi forvente, at de også her drosler ned for aktiviteterne,” siger Søren Landkildehus, der nævner Volkswagen i Tyskland som et eksempel. Der er flere virksomheder i Danmark, der er underleverandører til både personbiler og lastbiler i den branche. 

“Når en stor bilfabrikant som Volkswagen skruer ned, hvad er det så for nogle følgevirkninger, det får? Der er produktioner rundt om i hele verden, som bremser op, og det har en kædekonsekvens for underleverandørerne og en direkte beskæftigelseskonsekvens hos os.”
I Holstebro Kommune er der flest ansatte i handel; derefter følger metal- og fødevareindustrien; så byggeriet og derefter landbrug, skovbrug og fiskeri. I alle brancherne har Holstebro en større andel end landsgennemsnittet.
 
“Lige i øjeblikket afventer vi. Alle holder vejret. Hvis nu det bare er et par måneder, så kan vi måske holde virksomhederne i gang, uden at de drosler fuldstændig ned, og så behøver efterspørgslen ikke at være forsvundet. Men der er en risiko. Når der bliver lukket ned så meget globalt, kan det tage et stykke tid, før der bliver lukket op igen. Den væsentlige faktor bliver, hvor hurtigt vi kan åbne op for handel igen.”

Vigtigt at få åbnet grænserne så hurtigt som muligt

Også turisme er et stort erhverv i Vestjylland. I statistikkerne er det ikke så stort som handel, industri og byggeri, men der er mange afledte job i blandt andet detailhandel og restaurationsbranchen.

Ifølge Danmarks Statistik var der 624.000 overnatninger i Holstebro Kommune i 2019. De 444.000 var fra udlandet, og størstedelen kom fra Tyskland, fortæller Søren Landkildehus.

To tredjedele af de udenlandske overnatninger er forudbestilte, og selvom udlejerne er sikret økonomisk, har det stor betydning for lokalområdet, at turisterne bliver væk.

“Den strategiske hovedopgave er derfor at få åbnet for grænserne, så den handel, vores økonomi er baseret på, kan flyde igen,” siger arbejdsmarkedschefen i Holstebro.

Virksomheder med fremgang

På trods af en betydelig stigning i nyledige i sidste uge, steg arbejdsløsheden samlet ikke så voldsomt i Holstebro i sidste uge. Det skyldes, at der også er brancher med fremgang. Fredag havde 225 forsikrede meldt sig som ledige, mens 172 andre havde fået job. 

Blandt andet har hobbyvare leverandøren Creativ Company brug for folk, og også på planteskolerne er der stor fremgang. 

“Det er jo fint nok, men jeg synes, tallene for dagpengemodtagerne her til morgen (mandag, red.) var bekymrende,” siger  Søren Landkildehus.  

Han vurdering er, at det især er fremstillingsindustrien, der vil bliver ramt, men også fødevarerindustrien kan blive ramt på længere sigt. 

“Det er super med de nationale pakker, men virksomhedernes hjul skal jo stadigvæk dreje rundt. I vores område er de enormt konjunkturfølsomme.”

“Man kan godt i en periode sende folk hjem med lønkompensation, men der er også virksomheder, der overvejer, hvor lang tid det her kommer til at vare. Det er et relevant strategisk spørgsmål at stille. Når sundhedskrisen tager af, i hvilken takt kommer resten af verden så med? Vi kan se, at de er ved at gå i gang i Kina; der er gået tre måneder, og det er ikke de bedste beskeder, der kommer fra USA lige i øjeblikket. Der er en frygt for, at det her får større konsekvenser.”