Helge Pedersen: Dramatisk udvikling i ledighedstal

Del artiklen:
Helge J. Pedersen, Nordea. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Helge J. Pedersen, Nordea. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

En tredobling i antallet af nyledige viser, at coronaepidemien får meget store økonomiske konsekvenser, siger Nordea nordiske cheføkonom.

Af Uffe Gardel, [email protected]

Antallet af nye ledige er tredoblet i forhold til de foregående fem års gennemsnit; det viser de nye tal fra STAR, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, og tallene understreger alvoren i den økonomiske side af krisen, mener Nordeas nordiske cheføkonom, Helge J. Pedersen.

”Det er en meget dramatisk udvikling, som er kommet over det seneste par dage,” siger han.

STAR sammenligner dag for dag antallet af nytilmeldte ledige med et gennemsnit af tallene for 2015 til 2019 for den samme ugedag. For de syv dage 11.-17. marts blev der i alt nytilmeldt 19.374 ledige – en tredobling i forhold til sammenligningstallene for 2015-2019, som i alt giver 6.657 nyledige.

Udviklingen vil fortsætte, venter han.

”Tallene viser, at den nedlukning, man har besluttet sig for, får store økonomiske konsekvenser. Når man nærmest fra den ene dag til den anden nedlukker hele restaurations-, hotel- og rejsebranchen, så må man forvente, at der sker en kraftig reaktion. Da man også har besluttet, at der ikke skal holdes åbent i shoppingcentre, hvor der også er mange ansatte, så kommer vi til at se en fortsat dramatisk stigning, det er der ingen tvivl om.”

Kilde: STAR
Kilde: STAR

De politiske hjælpepakker vil afbøde en del af slaget, men langt fra det hele, især da epidemien rammer Europa på et tidspunkt, da konjunkturerne allerede var ved at vende.

”Hjælpepakkerne kommer til at virke i en vis udstrækning, men vi må bare se i øjnene, at mange virksomheder vil sige: ’Dette kommer til at ramme os for voldsomt, så vi vælger at hjemsende vores folk med det samme; vi har ikke råd til at holde på dem, men må eventuelt genansætte dem senere.’”

Dårligt tidspunkt

Ikke mindst mindre virksomheder i servicebranchen må forventes bare at lukke ned frem for at benytte sig af adgangen til at beholde de ansatte med delvis lønkompensation, mener Helge J. Pedersen.

Og timingen er uanset dårlig for denne epidemi.

”Vi står i en situation, hvor hele verdensøkonomien allerede var begyndt at vakle lidt efter et år med Brexit og handelskrig og problemer i den tyske bilindustri. Tyskland har været på randen af i hvert fald teknisk recession, og det er vores største eksportmarked. Der var et håb ved årsskiftet om, at verdensøkonomien var ved at rette sig, men så blev vi ramt af denne virus – på et meget alvorligt tidspunkt.”

De mange nye ledige skal konkurrere om færre job: Statistikken fra STAR viser også, at antallet af opslåede ledige stillinger på jobnet.dk er faldet til cirka to tredjedele af tallene fra de foregående fem år.