Fyret under barsel: Får over 100.000 i godtgørelse

Del artiklen:
(Arkiv) Det går ikke at flytte en kvinde til andet arbejde, mens hun er på barsel. En arbejdsgiver skal betale 120.000 kroner i erstatning for det.
(Arkiv) Det går ikke at flytte en kvinde til andet arbejde, mens hun er på barsel. En arbejdsgiver skal betale 120.000 kroner i erstatning for det. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En køkkenassistent blev afskediget fra sin stilling, mens hun var på barselsorlov. Nu skal arbejdsgiveren tilbagebetale 120.000 kroner i godtgørelse, slår Ligebehandlingsnævnet fast.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Det var en ubehagelig overraskelse, der ventede en barslende køkkenassistent, da hun i september måned 2018 sendte en sms til sin chef med orientering, om at hun vendte tilbage til jobbet en måned senere.

Chefen svarede nemlig, at han havde ansat mange nye i mellemtiden og derfor ikke manglede flere medarbejdere. I stedet blev køkkenassistenten tilbudt at ’plukke’ og pakke varer på lageret, tilhørende det køkken hun tidligere var ansat i. Det skriver Fagbladet 3F.

Men det tæller som en uretmæssig fyring under barsel, og derfor strider det imod ligebehandlingsloven.

Det vurderer Ligebehandlingsnævnet i deres afgørelse af sagen.

– Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at klagers barselsorlov ikke blev tillagt betydning ved beslutningen om, at klager efter sin orlov ikke skulle vende tilbage til jobbet som køkkenassistent, konkluderer Ligebehandlingsnævnet.

Derfor skal arbejdsgiveren nu betale 120.000 kroner i godtgørelse til kvinden. Det svarer til ni måneders fuld løn.

Selv nægter arbejdsgiveren sig skyldig i at bryde ligebehandlingsloven.

Af en sms-korrespondance mellem køkkenassistenten og hendes chef fremgår det, at arbejdsgiveren slet ikke mener, at der er tale om en fyring, eftersom han har tilbudt hende et andet job.

Men den forklaring køber Ligebehandlingsnævnet ikke.

I afgørelsen lægger nævnet vægt på, at arbejdsgiverens tilbud om et nyt job som lagerarbejder til den fyrede køkkenassistent var langt fra, hvad medarbejderen oprindeligt var ansat til.

Dermed er der stadig tale om en opsigelse, vurderer nævnet.

Ifølge ligebehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Sker en afskedigelse alligevel under en af disse forhold, er det op til arbejdsgiveren at dokumentere, at fyringen ikke er begrundet i en graviditet eller lignende.

Hos 3F, der blandt andet organiserer ansatte inden for restaurationsbranchen, undrer man sig over, at sager som denne stadig forekommer.

Fyringen af den barslende køkkenassistent er ifølge forbundssekretær og politisk ansvarlig for ligestilling i 3F, Søren Heisel, dermed et eksempel på, hvor vigtigt det fortsat er at have fokus på ligebehandling mellem kønnene på arbejdsmarkedet.

– Vi i Danmark har besluttet, at vi vil leve i et samfund, hvor mænd og kvinder er ligestillede. Da mænd ikke kan blive gravide, og børn er mænd og kvinders børn, har der i mange år været en beskyttelse med omvendt bevisbyrde mod at afskedige gravide og barslende. Det bør enhver arbejdsgiver vide og handle efter, siger Søren Heisel.