KL kræver ekstra penge efter nyt ønske om mere forebyggelse fra Krag

Del artiklen:
(Arkiv) KL's ledelse vil have flere penge til at lave forebyggende arbejde, skriver KL's formand Jacob Bundsgaard og næstformand Martin Damm i Altinget som et svar på en kronik, af social- og indenrigsminister Astrid Krag.
(Arkiv) KL's ledelse vil have flere penge til at lave forebyggende arbejde, skriver KL's formand Jacob Bundsgaard og næstformand Martin Damm i Altinget som et svar på en kronik, af social- og indenrigsminister Astrid Krag. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kommunernes forhold til social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) når nyt lavpunkt, efter ministeren igen opfordrer kommunerne til at bruge flere penge uden at fortælle, hvor de skal komme fra. KL’s formandsskab kræver derfor flere penge fra ministeren.

Af Arne Ullum, [email protected]

KL’s formandsskab kræver en ekstra pose penge til sociale forebyggelsesprogrammer ved de kommende økonomiforhandlinger. Det sker efter social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) onsdag i en kronik på Altinget.dk opfordrede kommunerne til at øge investeringerne i forebyggelse.

“Beskeden er forstået. Vi skal tænke endnu mere langsigtet. Så lad os gøre det sammen til sommer, når vi sætter os omkring forhandlingsbordet til økonomiforhandlingerne. Lad os udover den almindelige serviceramme afsætte en særskilt ramme til forebyggende indsatser,” skriver KL’s formand Jacob Bundsgaard og næstformand Martin Damm i et svar til ministeren på Altinget.

Debatindlægget og kravet om flere penge skal ses som endnu en optrapning i et stadig dårligere forhold mellem kommunerne og social- og indenrigsministeren. 

Et forhold, som torsdag i sidste uge blev væsentligt forværret, da ministeren på kommunernes økonomiske topmøde, KØF, opfordrede kommunerne til at droppe de mange lukninger af små kommunale institutioner i lokalsamfundene. Det skabte røre, fordi netop sammenlægning af institutioner i mange kommuner har været forudsætningen for de effektiviseringer, som har været nødvendige for at få økonomien til at hænge sammen. Og det skete vel at mærke, uden at ministeren foreslog eller tog ansvar for, hvor pengene skulle komme fra.

KL-formandsskabet nævner ikke KØF-talen direkte i deres indlæg, men skriver:

“Men pengene skal jo komme et sted fra. Også her har kommunerne loyalt levet op til det økonomiske samarbejde, der er med regeringen. Kommunerne har indenfor en meget snæver margin holdt sig indenfor de udgiftsrammer, der er aftalt med regeringen. År efter år siden 2010. Derfor finder kommunerne pengene gennem rationaliseringer og prioriteringer – ofte meget upopulære prioriteringer – på tværs af alle udgiftsområder. Hver en 25-øre bliver vendt i kommunerne!”.

Kernen i konflikten mellem ministeren og KL er, efter hvad der oplyses til NB-Medier, en utilfredshed i kommunerne med, at ministeren på en og samme tid undsiger effektiviseringer i kommunerne og samtidig kræver eksempelvis større investeringer i social forebyggelse, uden at hun samtidig kommer med flere penge.

“Sandheden er, at kommunerne, indenfor de rammer, der nu er os givet, i årevis har forsøgt at gøre præcis det, som ministeren foreslår. Vi har ansat flere socialrådgivere både på socialområdet og i jobcentrene. Og modtaget en del kritik for stigende administrative udgifter,” hedder det i debatindlægget fra KL-toppen på Altinget.