Regeringen tvinger kommunerne til at tage seniorpensionen

Del artiklen:

Lovforslaget om seniorpension er klar. Opgaven placeres midlertidigt hos kommunerne KL’s voldsomme protester. Lovteksten fortæller intet om den permanente løsning.

Af Uffe Gardel, [email protected]

Protesten hjalp intet: Trods KL’s klare “nej tak” til at administrere seniorpensionen midlertidigt, bliver kommunerne pålagt opgaven. 

Det fremgår af det lovforslag, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har offentliggjort.

Det fremgår også af lovforslaget og dets bemærkninger, at regeringen og forligspartierne stadig ikke har fundet løsningen på, hvordan ordningen fremover skal administreres, endsige hvor længe, den skal blive liggende hos kommunerne.

KL har blandt andet argumenteret med, at man kan blive nødt til at ansætte personale til at løse opgaven, som man så senere vil skulle afskedige.

Læs også:
KL siger nej til seniorpensionen: 'Politisk makværk'

I selve lovteksten står der intet om, at det kun er midlertidigt, at opgaven lægges hos kommunerne, men i lovens bemærkninger fremgår det flere steder, at man har andre planer – som man bare ikke er færdig med at lægge:

“Forligskredsen er enige om, at kommunerne midlertidigt får opgaven med at træffe afgørelse om, hvem der skal have seniorpension. Forligskredsen er endvidere enige om, at det kun er en midlertidig ordning indtil opgaven overgår til en central myndighed i statsligt regi. Myndigheden skal etableres så hurtigt som muligt, og den igangværende proces med at etablere myndigheden fortsætter,” står der således i bemærkningerne.

Det betyder, at der skal gennemføres en lovændring, når regeringen og forligspartierne er blevet enige om, hvordan den fremtidige løsning skal se ud. Opmærksomheden på Christiansborg samler sig om en løsning, hvor opgaven på en eller anden måde placeres i regi af ATP, men det står der ikke noget om i lovbemærkningerne.