Ny lov skal sende mere end 20 gange så mange på seniorpension

Del artiklen:
(Arkiv) Så glade var den tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), da han i maj i år kunne præsentere en aftale om seniorpension. Han havde ud over støttepartierne DF, K og LA også De Radikales Morten Østergaard med sig. Siden tilsluttede den nuværende S-regering sig forslaget.
(Arkiv) Så glade var den tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), da han i maj i år kunne præsentere en aftale om seniorpension. Han havde ud over støttepartierne DF, K og LA også De Radikales Morten Østergaard med sig. Siden tilsluttede den nuværende S-regering sig forslaget. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er lang vej for kommunerne, der skal administrere ordningen midlertidigt i et år, og der bliver travlt. Loven ventes klar til brug 1. januar.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Ny seniorordning vil sende mere end tyve gange så mange på tidligere pension, end det er lykkedes skiftende regeringer med den hidtidige seniorførtidspension.

Over 17.000 borgere skal ifølge den politiske aftale være omfattet af seniorpension i 2025. Målet med den nuværende seniorførtidspension var, at 8.000 skulle være på ordningen i 2020. Det seneste tal fra Finansministeriet viser dog, at kun 736 personer var på seniorførtidspension i 2018.

Selvom kommunerne har næsten fordoblet tilkendelser af seniorførtidspension, er de stadigvæk langt fra det mål, som politikerne satte for seniorførtidspensionen.

Finansministeriet skrev under den tidligere regering i et notat til Folketingets Finansudvalg i februar i år:

“Det blev i forbindelse med aftalen i 2011 skønnet, at 8.000 personer ville modtage førtidspension tilkendt efter seniorførtidspensionsreglerne i 2020. Det faktiske antal var på 736 fuldtidspersoner i 2018.”

Der er langt fra 736 til 8.000, og der er endnu længere til de godt 17.000, som aftalen om en ny seniorpension forventer vil være på ordningen i 2025.

Ovenstående handler om borgere, der forventes at være i ordningen. Noget andet er borgere, der har fået tilkendt seniorførtidspension. Det tal er næsten dobbelt så stort, hvilket især skyldes, at mange seniorførtidspensionister er gået på folkepension.

Stigning i kommunale visitationer er ikke nok

Statistik over, hvor mange der aktuelt er på seniorførtidspension, er ikke offentligt tilgængelige. Det er til gengæld antallet af bevilgede seniorførtidspensioner på Jobindsats.dk.

Her kan man se, at 586 borgere siden 1. januar i år har fået tilkendt seniorførtidspension. Det er 50 procent flere end i hele 2018 (se tabel nedenfor). Stigningen startede i 2. kvartal med næsten en fordobling af tilkendelserne, og 3. kvartal lå på omtrent samme niveau. Hvis den tendens fortsætter, vil der i hele 2019 være sket en fordobling til godt 600 tilkendelser ved årets udgang.

600 tilkendelser om året er dog stadig langt fra målet. Og med den nye seniorpension bliver det helt utilstrækkeligt, hvis der i 2025 skal være godt 17.000 på seniorpension.

Læs mere om den nye seniorordning efter tabellen.

Tabellen nedenfor er opgjort af Beskæftigelsesministeriet.

null


Betydelig udvidelse af ordning

De bevilgende myndigheder – og altså i første omgang kommunerne – får dog hjælp af reglerne i den nye ordning. 

For det første har mange flere muligheden for at søge seniorpension. Fremover kan nedslidte få seniorpension, hvis de har en arbejdsevne helt op til 15 timer, hvor det tidligere var op til 7,5 timer. Samtidig kan der være seks år til folkepension i stedet for fem år i den gamle ordning. 

I både seniorførtidspension og den nye seniorpension forudsættes det, at den største tilgang til ordningerne kommer fra borgere, der ville have fået en anden offentlig ydelse, hvis der ikke var en særlig ordning for nedslidte med tilknytning til arbejdsmarkedet. 

I den nuværende seniorførtidspension var det forventet, at 6.000 borgere ville komme fra andre ordninger, og 2.000 nye ville komme til. I den kommende seniorpension forventes det, at knap 6.000 kommer fra andre overførselsydelser, mens godt 11.000 borgere ikke ville have haft mulighed for tidligere pension under den tidligere ordning.