Fakta: Stadig flere ressourceforløb ender med førtidspension

Del artiklen:
Stadig flere borgere kommer på førtidspension efter ressourceforløb, viser tal fra STAR. Der er dog meget stor forskel på tildeling af førtidspension i kommunerne. Se tallene her.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Fra første kvartal i 2017 til første kvartal 2019 steg andelen af borgere, der fik førtidspension efter afsluttet ressourceforløb, til næsten 60 procent.

Der er stor forskel på visitationen i kommunerne. I Holbæk Kommune fik ni procent førtidspension efter ressourceforløb. Det er et fald på over 35 procent siden 2017. Den samme tendens ses i Mariagerfjord, Skanderborg og Nordfyns kommuner, mens Frederikssund, Norddjurs og Jammerbugt har haft en stigning fra tildelinger af førtidspension efter ressourceforløb på omkring 30 procent i første kvartal 2017 til cirka 80 procent i 2019.

Flere afslutter ressourceforløb

I 2018 afsluttede knap 5.500 borgere et ressourceforløb. Det var en stigning i afsluttede forløb på 17 procent, – eller en sjettedel. Da langt de fleste kom på førtidspension – 55 procent – har det indflydelse på, at det samlede antal førtidspensionister stiger. Læs mere om de aktuelle tal fra Danmarks Statistik.

Mens Rebild og Billund visiterede under 30 procent på førtidspension i 2018, bevilgede kommuner som Skive, Horsens, Odsherred og Køge førtidspension til 70 procent af dem, der afsluttede ressourceforsøgene.

På landsplan kom 13 procent i fleksjob og kun tre procent i lønmodtagerbeskæftigelse efter et ressourceforløb i 2018. Mens udviklingen var stor i andelen af borgere, der fik førtidspension fra det ene år til det andet, var der ikke de store udsving i, hvor mange der fik fleksjob og kom i lønmodtagerbeskæftigelse. Se den samlede udvikling i kommunerne fra 2017-18 i en tabel nederst i artiklen.