Tilfældighed i udligning dræner kommuner med mange nye førtidspensionister

Borgmester Arne Boelt, Hjørring Kommune, er utilfreds med, at staten ikke fuldt ud kompenserer kommunen for det stigende antal førtidspensionister. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2016)

Det er en sandhed med modifikationer, når blandt andet beskæftigelsesminister Peter Hummegaard (S) siger, at kommunerne bliver kompenseret for udgifterne til det stigende antal førtidspensionster. Se her, hvorfor en række især yder- og landkommunerne taber penge, mens bykommuner og hovedstadskommuner kan se frem til gevinst.

Af Arne Ullum, [email protected]

En række især land- og yderkommuner lider store tab på grund af det stærkt stigende antal førtidspensionister, mens især storbykommunerne kan se frem til en betydelig gevinst.

Det er derfor en sandhed med modifikationer, når eksempelvis arbejdsminister Peter Hummelgaard (S) fredag i P4 slog det fast som en kendsgerning, at kommunerne bliver kompenseret for det stigende antal førtidspensionister.

“Vi bliver snydt fordi vores udgiftstigning ligger over landsgennemsnittet og kompensationen for kommunernes samlede udgiftsstigning fordeles efter befolkningsandelen. Det betyder, at vi kun bliver kompenseret i forhold til den gennemsnitlige udgiftsstigning,” siger borgmester Arne Boelt fra Hjørring. “Men vi bliver snydt endnu mere for vores samlede udgifter til forsørgelse, hvor pengene bliver skævdelt ud fra kriterierne i udligningssystemet. Og det nuværende udligningssystem straffer særligt kommuner med mange førtidspensionister.”

Forklaringen på den manglende kompensation for det stigende antal førtidspensionister i mange kommuner skal findes nede i teknikken bag kommunernes økonomiaftaler og den kommunale udligning.

Når antallet af førtidspensionister stiger, så bliver kommunerne samlet set kompenseret via det såkaldte balancetilskud. Umiddelbart bliver pengene givet over bloktilskuddet – det vil sige med et lige stort beløb pr. borger. Det betyder, at kommuner med mange tildelinger af førtidspension pr. indbygger får et minus, mens kommuner med få kan realisere en gevinst.

Men efterhånden som de ekstra udgifter begynder at optræde i kommunernes regnskab, så flytte kompensationen automatisk over i det generelle tilskud- og udligningssytem. Men det løser reelt ikke problemet for mange land- og yderkommuner.

Når de ekstra penge flytter over i det generelle tilskud og udligningssystem, så betyder det groft sagt, at 2/3 af pengene fordeles efter antallet af borgere i de enkelte aldersgrupper som modtager førtidspension, mens den sidste tredjedel fordeles efter det såkaldte socioøkonomiske indeks.

Og her bliver det skævt af to årsager.

For det første har især land- og yderkommuner et langt større antal førtidspensionister end bykommunerne. Det skyldes formentligt, at førtidspensionister søger mod områder med lave boligpriser, ligesom befolkningen i land- og yderkommunerne har et lavere uddannelsesniveau og dermed oftere ender på førtidspension.

Når en kommune har en større andel af de 18-66 årige på førtidspension end landsgennemsnittet, så dækker de ekstra penge i tilskud og udligning baseret på de aldersbestemte kriterier ikke kommunens reelle ekstraudgift. Modsat vil kommuner med en lavere andel tjene på det, fordi der populært sagt er indregnet flere penge til førtidspension, end de rent faktisk bruger.

Det andet element handler om en detalje i udregningen af de socioøkonomiske indeks. Ifølge systemet vægter antallet af borgere med lav indkomst i tre ud af fire år med otte procent ved udregningen af det socioøkonomiske indeks.

Men ifølge den bagvedliggende definition, har en person kun haft “lav indkomst”, hvis vedkommende både har “ækvivaleret disponibel indkomst på mindre end 60 procent af medianindkomsten på landsplan samt en formue på under 10.000 kr.”

Set kriterie vil førtidspensionister normalt ikke opfylde, dels fordi førtidspensionen er over grænsebeløbet, dels fordi mange førtidspensionister har en formue over 10.000 kroner, hvilket jo ikke er nogen stor opsparing.

Til gengæld tæller borgere på kontanthjælp næsten altid med i gruppen med lav indkomst dels fordi deres indkomst er lavere, dels fordi man kun kan få kontanthjælp, hvis formuen er under 10.000 kr. Derfor vil mange kommuner opleve, at når en borger går fra ressourceforløb eller andre kontanthjælpsydelser til førtidspension, så falder kommunens socioøkonomiske indeks og dermed kommunens udligning.

Helt præcis var det ifølge Danmarks Statistik (IFOR11P) kun 14,3 procent af førtidspensionister, som har en indkomst på mindre end 60 procent af medianindkomsten, mens det var 70,3 procent af kontanthjælpsmodtagerne. Disse tal reduceres så med de, som har en formue på mere end 10.000 kroner.

NB-Økonomi har talt med flere udligningseksperter, som ikke tør give noget bud på de samlede effekter for de enkelte kommuner.

Rapport fra 2018: Skævhederne vokser

Fra 2016 blev statens kompensation til kommunerne for udgifter til en række arbejdsmarkedsydelser ændret, herunder også reglerne for førtidspension. Groft sagt blev statens refusion sat ned, så kommunerne selv skal betale 80 procent af udgiften til eksempelvis førtidspension, som er tildelt efter de nye regler trådte i kraft.

Kommunerne blev samlet set kompenseret med 6,5 milliarder kroner. For at undgå en stor skævhed mellem kommunerne blev det kommunale udligningssytem ændret, så de fattigste kommuner med et højt strukturelt underskud fik mere i udligning, grænsen for hvilke  provinskommuner som kunne få ekstra hjælp blev sat ned og endeligt blev de rigeste kommuner pålagt også at betale gennem en forhøjelse af den såkaldte overgrænse for udligning.

På kort sigt gav det faktisk en gevinst til især en række yderkommuner, mens især en række kommuner i Østjylland led tab ganske enkelt fordi de både havde relativt mange på førtidspension, men samtidig var kommunernes strukturelle underskud over landsgennemsnittet. Dermed steg udgiften til førtidspension samtidig med at de mistede penge på omlægningen af udligningen.

Men yderkommunernes gevinst var midlertidig, og allerede i 2018 advarede det såkaldte finansieringsudvalg under Økonomi- og Indenrigsministeriet om, at vinderne fremadrettet ville blive bykommunerne og kommunerne i region hovestaden.

“Beregningerne af de byrdefordelingsmæssige virkninger peger endvidere på, at virkningerne af udligningsændringerne fra 2016 med øgede udligningsniveauer og omfordeling til fordel for land/yderkommuner gradvist reduceres i takt med, at der sker en udfasning af personer, der har fået tilkendt førtidspension og fleksjob/ledighedsydelse i det gamle refusionssystem. På sigt tegner der sig således samlet set en gevinst for bykommuner og kommunerne i Region Hovedstaden. Det svarer overordnet til de tidligere opgjorte tendenser,” hed det i Finansieringsudvalget rapport fra foråret 2018 (side 82).

Sådan forventede Finansieringsudvalget i forret 2018 at gevinst og tab på omlægningen af refussion og udligning ville påvirke de enkelte kommuner. Men det er baseret på en forventning om en lavere vækst i antallet af førtidspensionister end den vi ser nu.

Beskæftigelsestilskud trækker den modsatte vej

Omlægningen af refusionen på arbejdsmarkedsydelser var sidste fase i en større omlægning af beskæftigelsespolitikken i Danmark, som startede da kommunerne med kommunalreformen fra 2007 også fik ansvaret for de dagpengeberettigede.

I den forbindelse blev der indført et særligt beskæftigelsestilskud, som på grund af sin konstruktion er endt med at give især en række yderkommuner store overskud, mens især de store byer lider store tab.

En række kommuner vil derfor opleve, at det de har vundet på Beskæftigelsestilskuddet nu ryger på den manglende kompensation for flere på førtidspension, men der vil formentligt også være kommuner, som oplever at de først taber på beskæftigelsestilskuddet og dernæst på refusionsomlægningen.

(Se særskilt artikel).