Venstres næstformand enig med Hummelgaard om arbejdsmarkedsreformer

Del artiklen:
(Arkiv) Venstres næstformand Kristian Jensen er enig med Peter Hummelgaard (S) i, at lavere reformer med lavere ydelser har udspillet sin rolle. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019)
Kristian Jensen (V) er enig med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i, at de kendte arbejdsmarkedsreformer er udtømt. Det kan være et forvarsel om en tilgang til nye reformer, der får stor betydning for kommunerne. 

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Der skal fornyelse til i den økonomiske politik, sagde Venstres næstformand Kristian Jensen til Berlingske i sidste uge. Der er ikke længere det samme potentiale i at øge arbejdsudbuddet med de tidligere reformer og skattelettelser i toppen.

“Vi skal ikke gentage, hvad vi har gjort. Vi skal kaste os over de nye problemer,” sagde Kristian Jensen og nævnte ifølge avisen reformer, der er målrettet unge, der sidder fast i kontanthjælpssystemet, og dem, der er bange for at blive tabt i globaliseringen.

Man skulle næsten tro, han havde koordineret med Peter Hummelgaard.

I en artikel i dagens NB-Beskæftigelse siger den nye beskæftigelsesminister, at tiden er løbet ud for de arbejdsmarkedsreformer, der er gennemført i de seneste år. I stedet vil Socialdemokratiet have et “kvantespring” i uddannelse af de arbejdsløse. Ministeren siger bl.a.:

“Vi kan ikke bilde os ind, at vi kan blive ved med at øge arbejdsudbuddet med de kendte redskaber som at sænke ydelserne og forringe dagpengene.”

Flere nationaløkonomer er enige i analysen, og hvis Venstres næstformand på dette område repræsenterer sit parti, kan det være forvarslet om en bred politisk enighed om, at lavere ydelser til ledige ikke fremover kan bruges til at øge arbejdsudbuddet.