Socialdemokratiet: Beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft ligger fast

(Arkiv) Til samråd i Folketingets Erhvervsudvalg, hvor Morten Bødskov (S) til højre i billedet er formand, men efter valget kan rykke til venstre og tage erhvervsminister posten fra Rasmus Jarlov (C). Mens den sidste ønsker beløbsgrænsen ned, siger Bødskov nej. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Morten Bødskov (S) slår fast, at beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft ligger fast. Nye ansatte skal hentes i EU i stedet, siger han. Men det tvivler både Dansk Erhverv og KMD på.

Beløbsgrænsen til udenlandsk arbejdskraft bliver ikke sat ned med en socialdemokratisk regering, siger Morten Bødskov (S) på et valgmøde på it-virksomheden KMD i Ballerup tirsdag formiddag til ITWatch.

Bødskov er formand for Folketingets erhvervsudvalg og ses af flere som den kommende erhvervsminister i en mulig S-ledet regering efter valget. Han siger, at S er parat til at “hjælpe dansk erhvervsliv med at trække it-specialister til” fremfor at sænke beløbsgrænsen for, hvad man skal tjene som udenlandsk medarbejder for at arbejde i Danmark.

Beløbsgrænsen ligger i dag på omkring 420.000 om året i løn. Venstre vil på et pressemøde onsdag foreslå at sænke denne grænse til 350.000 kroner om året. Oplysningerne om Venstres planer er kommet frem efter ITWatch’ interview med Bødskov.

Men Bødskov vil ikke gå samme vej.

“Da jeg var justitsminister, oprettede vi en Red Carpet-ordning, som stadig fungerer, som er et eksempel på, at når man finder de rette, så kan man få dem ind uden de store bureaukratiske forhindringer.”

Så I vil have andre ordninger?

“Ordningen her består, men er der ting, der står i vejen, bureaukrati og lignende, og vi vil gerne se på dette.”

Men it-branchen mener, at der skal besættes poster, hvor det er svært at finde folk. Hvad er dit overordnede svar til dem?

“Den generelle udvikling i den digitale udvikling vil betyde, at der er flere at trække på. Både her i landet og i Europa. Spørger man de danske virksomheder, om de søger folk i Europa, så er de ikke ret aktive. Der kunne de starte. Men beløbsgrænsen, den rykker vi os ikke på.”

Så du mener godt, at man kan finde de folk i dag?

“Ja, det mener jeg, at de kan. Beløbsgrænsen er til for at sikre ordnede forhold på arbejdsmarkedet, og der er mulighed for at søge i Europa. Man skal starte med at tage de ledige herhjemme og dernæst i Europa. Der skal man starte.”

Hos KMD, der er vært for vælgermødet, siger koncernchef Eva Berneke om mulighederne for at hente nye medarbejdere fra resten af EU:

“Der er rigtigt mange steder i EU, hvor der er gode muligheder, men den danske økonomi er ikke den eneste, der går godt, så det er ikke nødvendigvis nemt at trække dygtige polakker og tyskere hertil. Digitalisering og it-kompetencer er der brug for alle steder, så det er ikke bare lige.”

Bødskov vil ikke pille ved beløbsgrænsen. Er det dårligt nyt for dig?

“Jeg ville gerne have, at man droppede dialogen om, hvorvidt de er velkomne eller ej. Jeg vil hellere have, at vi kan sige, at der er brug for kvalificeret arbejdskraft på tværs af alle beløbsgrænser, der kan hjælpe den danske økonomi med fortsat vækst, for ellers bliver adgangen til arbejdskraft det, der lægger låg på økonomien,” siger Eva Berneke og tilføjer:

“Men vi har muligheder i Polen, og det kan være alternativet at flytte aktiviteter derned, hvis vi ikke kan få folk hertil.”

Hos Dansk Erhverv understreger underdirektør Jes Brinchmann Christensen, at danske virksomheder mangler arbejdskraft. Nogle kan man finde, andre må man udflage til helt andre dele af verden, siger han.

“Men vi mangler arbejdskraft. Vi mangler folk fra EU, men også udenfor EU.”

Bødskov siger at man skal starte med at rekruttere fra EU?

“Ja, det vil vi super gerne, men arbejdsløsheden i Polen er lavere end i Danmark, og lønnen er stadig større her, men det flytter sig, og vi kan risikere, at vi får et lønpres for at hente folk hertil,” siger han og tilføjer:

“Man kan sige, at var det så attraktivt for EU-borgere at komme hertil, var de nok kommet.”

hsk