Interview: Ressourceforløbene forsvinder ikke bare igen

Del artiklen:
Seniorkonsulent Annette Juul Jensen er bekymret for de svageste borgeres rettigheder. (Foto: Cabi)

Ressourceforløbene er her for at blive. Det konstaterer en central aktør i beskæftigelsespolitikken. Mens der især har været fokus på enkeltsager med syge, der sendes i arbejde i få timer, så siger Annette Juul Jensen fra Cabi, at det store skift fra at placere borgere på langvarige ydelser til at se på udviklingsmuligheder ikke står til at blive lavet om. Hun er dog af andre grunde bekymret for de svageste borgeres retssikkerhed.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Fra afklaring til udvikling af arbejdsevnen. Det var det store skift, der skete med først førtidspension og fleksjobreform og derefter sygedagpengereformen. Begge reformer har været udsat for massiv kritik, både under en socialdemokratisk og en Venstreledet regering. Men forligsparterne har ikke planer om at lave store ændringer af reformerne efter et valg.

“Den store førtidspension og fleksjobreform tog hul på en ny æra i beskæftigelsespolitikken. Det er ikke noget, man bare gør om igen,” siger Annette Juul Jensen, seniorkonsulent i Cabi, der er en selvejende konsulentvirksomhed under Beskæftigelsesministeriet. Hun anerkender kritikken af reformerne, men synes de grundlæggende tanker i dem er rigtige.

Annette Juul Jensen rådgiver til dagligt virksomheder og jobcentre om mulighederne i beskæftigelseslovgivningen som bla. ressourceforløb, fleksjob og revalidering. Hun har en baggrund som socialrådgiver, socialfaglig konsulent for en beskæftigelseschef, socialfaglig revisor hos Ernst & Young og en kandidat i socialt arbejde. Vi har bedt hende analysere de store beskæftigelsesreformer.

“Med førtidspension og fleksjobreformen gjorde man op med, at sager kan køre i det uvisse i 20 og 30 år. I nogle af de mere historiske sager har vi nogen gange set, at man kunne være på ydelserne, fra man var 18 år og så nærmest til man blev pensionist. Der er nu kommet fokus på, at hvis borgere roder rundt i kontanthjælp i så mange år, så er de på den forkerte ydelse. Nu skal folk hjælpes derhen, hvor de hører  hjemme, både ydelses- og indsatsmæssigt,” siger Annette Juul Jensen om den første store reform.

Økonomisk nødvendighed

Førtidspension og fleksjobreformen blev vedtaget i 2012 med virkning fra 1. januar 2013.

Bagved lå økonomiske overvejelser. Udgifterne til mennesker på varig forsørgelse var i 2012 ni milliarder større end forventet.

Annette Juul Jensen:

“Udgifterne til varig forsørgelse var overskredet med betragtelige summer. Det var helt vanvittigt. Så der lå altså den der økonomiske bekymring i forhold til vores velfærdssystem. Kan vi bære at have så mange på offentlig forsørgelse? Så man var nødt til at gøre noget.”

Med førtidspensions og fleksjobreformen blev ressourceforløbene indført. Langt de fleste af dem, der tidligere ville have fået førtidspension, skal nu igennem et forløb, der skal udvikle arbejdsevnen.

“Ressourceforløbet vil ofte bestå af både beskæftigelsestilbud, sociale tilbud og sundhedsmæssige tilbud, og de bliver kombineret og koordineret på tværs,” kan man læse på borger.dk. Det kan vare i et til fem år, og man kan “blive tilbudt flere forløb, hvis det første ikke har ført til, at du har fået en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet.”

Over halvdelen af dem, der har afsluttet et ressourceforløb, har dog ikke kunnet udvikle arbejdsevnen, men er kommet på førtidspension eller andre ydelser, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Og mens der i 2012 var 313.000 borgere på førtidspension, fleksjob og ledighedsydelse, er tallet nu steget til 336.000.

Fakta: Over 80 pct. på varig forsørgelse efter ressourceforløb

Sidste stop er førtidspension

Ressourceforløbet blev lavet i en erkendelse af, at der skulle gøres en ekstra indsats inden pensionen, siger Annette Juul Jensen.

“Det var særligt med tanke på de unge, men også dem over 40.” I aftalen om reformen var det eksplicit formuleret, at “personer under 40 år skal som udgangspunkt ikke have førtidspension.”

Annette Juul Jensen:

“Ret beset er ressourceforløbet ikke nogen forandret indsats. Der fulgte ikke penge med til at gøre noget særligt for den gruppe, men man lavede en isoleret ramme, hvor man prøver at lave nogle lidt mere langsigtede forløb, hvor der er mulighed for at lave nogle langsomme og mere skånsomme indsatser, som måske kan give vores allermest udsatte bedre tid og en chance for at komme ind på arbejdsmarkedet.”

“Forudsætningen var, at indsatsen skal være tværfaglig, og i den ånd blev rehabiliteringsteamet født med reformen. Teamet skal se på, om der er noget her, vi har overset. Vi stopper op og kigger på, om der er andet, der kan gøres, inden vi bevilger en førtidspension.”

Arbejdsevnen er ikke stationær

“I ressourceforløb har man ret intensivt forsøgt at indarbejde det her med, at arbejdsevnen er ikke stationær. Det er ikke længere et øjebliksbillede, vi tager af arbejdsevnen. Nu kigger vi på arbejdsevnen som en meget mere dynamisk størrelse, der kan udvikles. Man skifter fagligt fokus fra afklaring til udvikling. Det giver en forskel i, om det er et billede, vi ser, eller om det er en udviklingsmulighed og er en mere processuel tilgang i indsatsen,” forklarer Annette Juul Jensen.

“Og så fik vi på den anden side de små fleksjob med den forudsætning, at der skulle være en mulighed for udvikling. Så udviklingsperspektivet er indkorporetet i fleksjob. Det første fleksjob er midlertidigt, og først derefter kan vi sige, at nu er du i varigt fleksjob. Det cementerer, at man vil udviklingstanken mere end afklaring.  Både det og indførsel af ressourceforløbene og rehabiliteringsteams viser, at man er blevet mere optaget af udvikling end af afklaring, og det synes jeg egentlig er stærkt.”

Det er dog ifølge Annette Juul Jensen ikke alt, der fungerer lige godt i reformen. Det vender vi tilbage til.

Syge falder ikke længere igennem sikkerhedsnettet

Den anden store reform, der har skiftet fokus, er sygedagpengereformen, der trådte i kraft 1. juli 2014.

“Det helt store banebrydende ift sygedagpengereformen var, at man forkortede sygedagpengeperioden fra 52 uger til 26 uger. Det gjorde man, fordi der var mange, der faldt ud af forsørgelse efter 52 uger,” fortæller Annette Juul Jensen.

Tidligere var kontanthjælp eneste mulighed, hvis sygdommen var længere end de 52 uger, hvor man kunne få sygedagpenge. Men hvis man er på kontanthjælp, må man hverken have formue eller fast ejendom, og da de fleste på sygedagpenge kom fra arbejdslivet, fik det alvorlige økonomiske problemer, hvis de skulle på kontanthjælp. Mange kunne slet ikke få nogen hjælp.

“Fordi de enten var gift, havde formue, en opsparing, bil og hus,” siger Annette Juul Jensen. “Der var mange sygedagpengemodtagere, der simpelthen ikke kunne få en krone, og det kunne man ikke have. At man i enden af et sygedagpengeforløb, der ikke kunne forlænges, og hvor borgeren stadig ikke var arbejdsdygtig, fik genereret en anden form for armod. Det var man nødt til at gøre op med.”

Løsningen blev at forkorte sygedagpengeperioden til under det halve og derefter sætte et  jobafklaringsforløb igang. Ydelsen på jobafklaring er ressourceforløbsydelse. Niveauet er det samme som på kontanthjælp, men der er ikke krav om, at man ikke må have formue, fast ejendom mv.

“Og i hvert fald har vi ikke nu sygedagpengemodtagere, som falder ud på samme måde som før.”

Man kan være i jobafklaring i to år, og derefter er der en mulighed for forlængelse i endnu to år. Indsatsen er den samme som i ressourceforløbene. Det skal undersøges, om der er en arbejdsevne, der kan udvikles, også selvom der stadigvæk er sygdom. Der er dog en afgørende forskel på borgerne i de to forløb, siger Annette Juul Jensen.

Arbejdsidentitet 

“Langt de fleste sygedagpengemodtagere har jo i sagens natur en eller anden form for arbejdsidentitet, mens man i ressourceforløb  sagtens kan have nogen, der ikke har arbejdskendskab, fordi de ingen arbejdserfaring har. Så på den måde er den gruppe tungere. Når man har en arbejdsidentitet, vil mange vil gerne bevare  tilknytningen til arbejdsmarkedet.”

Det lykkes dog ikke for alle, og det kan være en hård landing, hvis sygdom ender med førtidspension, fortæller Annette Juul Jensen.

“Det kan være enormt sorgfuldt at træde ud af arbejdsmarkedet. Mange førtidspensionister er ikke klar over den reaktion, de får i forbindelse med førtidspensionen. Så står de der, og så er de dømt ude. Og så ved jeg godt, at vi kan hive skræmmehistorie frem om borgere, som har førtidspension som eneste mål, men det er min påstand, at langt de fleste ville give deres højre arm for, at det kan være anderledes. Langt de fleste ville ønske, de kunne bidrage med noget.”

Det går for langsomt

Et af kritikpunkterne ift. ressourceforløb og jobafklaring efter sygdom er, at det går for langsomt. For kontanthjælpsmodtagere at komme for rehabiliteringsteam, i selve ressourceforløbene, for sygedagpengemodtagerne at komme igennem jobafklaringen, og kommer de for sent for rehabiliteringsteamet, risikerer de alligevel at ryge på kontanthjælp i en periode. Det anerkender Annette Juul Jensen, men hun har også en forklaring. Her om jobafklaring efter 26 ugers sygedagpenge. De fire uger betales typisk af arbejdsgiveren, mens man kan få sygedagpenge fra kommunen i 22 uger.

“26 uger i det offentlige system er ikke lang tid. Det er menneskeligt lang tid at være syg, men i et offentligt system, hvor der skal indhentes lægeerklæringer, samarbejdes med psykiatri, sygehuse og alt muligt andet, går 26 uger meget, meget hurtigt.”

“Det er kommunernes største udfordring at få folk udredt tilstrækkeligt, inden de når  varighedsbegrænsninger, men det handler ikke nødvendigvis om jobcentres langsommelighed. Det  handler også om, at de institutioner man skal samarbejde med, ikke er født i en beskæftigelsetankegang, og de er nøjagtig ligeså underdrejede som alle mulige andre offentlige institutioner. Samarbejdsparterne har ikke fået kapacitet til at samarbejde med kommunerne.”

“Samtidig er der jo en notorisk kløft mellem jobcenter og psykiatrien, som også er meget inde over mange borgere. Jobcentrets optik er, at arbejde giver tilknytning og stabilitet selv i ganske lille omfang, og det kan nogle gange være vejen ud af noget meget vanskelig. I psykiatrien tænker de, at her skal der ro på, før vi begynder på noget, og det er to vidt forskellige steder at stå. Jeg siger ikke, det ene er mere rigtigt end det andet, men det giver en faglig kløft, der somme tider gør, at vejen kan være meget lang, og alt imens de går den lange vej, så går ugerne jo.”

Socialfagligheden mangler

Evalueringen af førtidspension og fleksjobreformen fra sidste forår viser, at langt de fleste borgere er tilfredse. Både dem, der får en førtidspension og bliver visiteret til fleksjob, men faktisk også et flertal af dem, der er i ressourceforløb. Hvad er så problemet?

“Det, der er usikkerhed om, er antallet af virksomhedspraktikker, og det handler om den faglighed, man bruger til at skabe dem. Der er der en kæmpe udfordring. Man skal bygge en virksomhedspraktik op ud fra, hvad man ved om borgeren, og hvad det er, borgeren er god til. Der er rigtig mange virksomhedspraktikker, der bliver lavet i blinde. Det mest grelle eksempel, jeg kender til, er en mand, der havde været nedslidt i årevis og samtidig havde et alkoholproblemer af temmelig tung karakter. Han kom i virksomhedspraktik på et lokalt værtshus. Og det er ikke det eneste tilfælde. Det kan godt være, der var mulighed for fysiske skånehensyn, når han arbejdede om formiddagen, men hvis man undrer sig over, at borgeren begynder at drikke igen…,” siger Annette Juul Jensen uden at afslutte sætningen.

“Der er nogle virksomhedspraktikker, der bliver lavet med hovedet under armen, og det er fordi socialfagligheden har ringe vilkår Man er blevet utroligt optaget af beskæftigelse, og det skal man være, men man skal have en socialfaglig evne til at lave en helhedsvurdering. Nogle gange skulle der måske laves førtidspensionssager tre år tidligere. Den værdi, der ligger i praktikken, bliver ikke i tilstrækkeligt omfang brugt socialfagligt.”

Bekymret for retssikkerheden

Så det er ønsket til kommunerne fra seniorkonsulent i Cabi, Annette Juul Jensen:

“At der kommer fokus på sagsbehandlernes faglighed, at socialfagligheden kommer tilbage. Det rent fagligt at kunne beskrive en sag og løfte den på alle aspekter. Give den et ordentligt tryk 16. Det lærer man ikke bare på korte to-dages kurser. Det kræver uddannelse på de sociale højskoler, hvor man dyrker den disciplin at løfte en sag. Samtidig skal man være stærk i juraen. Hvis man bare gør det, der står i loven, så kommer man meget langt. Vi har sagsbehandlere derude, som ikke er grundigt orienteret i juraen, – hvad er det egentlig lovens bogstav siger? De skal vide, hvad er det er, de skal ud at løfte.”

Det er vigtigt, siger Annette Juul Jensen, at sagsbehandlere begge dele. Både kan tage udgangspunkt i den enkelte borger og i juraen.

“Det er et retligt anliggende at løfte en sag. Det er jo folks forsørgelse, og det ligger dybt i min marv, at når det er folks forsørgelse, skal man have den ypperste faglighed til at håndtere det. Der sidder mange dygtige sagsbehandlere, men der sidder saftsusemene også mange, der ikke er, og det betaler man prisen for. Også på sygedagpengeområdet, og du finder ikke et område, der er meget kompliceret.”

“Min dybe bekymring er, at retsssikkerheden for de allermest udsatte ikke er, som den er for os andre. Alene det, at de har svært ved at komme i kontakt med jobcentrene. Nogle kommuner går dem ikke i møde. I nogle kommuner kan borgeren ikke tage kontakt til rådgiveren. Mange har angst ved at komme på jobcentrene, og så er der telefontid mellem 9 og 10. Det gør mig rasende.”

 

Tilføjelse 16.8.2019: Under mellemrubrikken Det går for langsomt er denne sætning skrevet ind: “De fire uger betales typisk af arbejdsgiveren, mens man kan få sygedagpenge fra kommunen i 22 uger.”