Dagpenge-finte: Ledige går glip af tusindvis af kroner

(Arkiv) 3F medlemmer mister penmge på grund af tekniske udfordringer i dagpengesystemet. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
En teknisk finte i dagpengereglerne betyder, at flere tusinde ledige mister store beløb, skriver Fagbladet 3F. Ministerium undersøger nu problemet.

To af dem, der har mistet penge, er Carsten Langkow og Christoffer Rigensborg fra Fyn. Deres arbejdsplads SG Produktion, Odense, har flere gange det seneste år haft medarbejderne på arbejdsfordeling. Det betyder, at medarbejderne over 13 uger skiftevis har været på arbejde og ledige på grund af nedgang i produktionen.

Men der er noget galt, opdager de.

For mens de havde regnet med at få omkring 2.000 kroner i dagpenge i perioden i forbindelse med arbejdsfordeling, så fik de ikke dagpenge.

Problemet ligger i noget, som kaldes ”teknisk belægning”, og det ramte aftenholdet. Carsten Langkow og Christoffer Rigensborg har fuld tid på aftenhold, i fire dagesuger med fri om fredagen.

Sådan gjorde de også i januar, mens der var arbejdsfordeling. I uge tre og fire var de på arbejde. Men fordi de holdt fri om fredagen, som de plejer, så siger reglerne i dagpengesystemet, at deres dagpengekort skal ”belægges” med 7,4 timer pr dag. I alt 14,8 timer for to dage. Som altså er talt med én gang, da en firedages-uge jo udgør en fuld arbejdsuge.

Man får dagpenge for højst 160,33 timer på en måned. Carsten Langkow havde arbejdet 144 timer i måneden. Så skulle han egentlig have dagpenge for de resterende timer op til 160,33 – altså for godt 16 timer. Men da der skal lægges 14,8 ”falske timer” oveni, så lyder hans arbejdstimer på papiret på 158,8 timer. Og så kan han slet ikke få dagpenge for den måned. Der er nemlig også en regel om mindsteudbetaling.

Det kostede Carsten Langkow 1.898 kroner brutto og 1.185 kroner efter skat.

Christoffers Rigensborg regnestykke er næsten det samme: Han mistede 1.755 kroner før skat. 1.078 kroner efter skat.

For Carsten Langkow og Christoffer Rigensborg, der er henholdsvis tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant, handler det ikke kun om pengene.

– Det handler lige så meget om det urimelige i, at systemet ikke passer til arbejdsmarkedet, hvis folk har skæve arbejdstider. Dagpengesystemet er i forvejen blevet ringere igennem lang tid, siger Carsten Langkow til Fagbladet 3F.

I 3FA viser en opgørelse, at alene siden årsskiftet har over 2.100 ledige i 3F’s a-kasse fået lagt ”falske timer” oven i deres reelle arbejdstimer på deres dagpengekort.

Eva Obdrup, forretningsfører i a-kassen 3FA, er helt enig med de to fra Odense:

– Vi kan se, at vi har en lang række eksempler på, at vores medlemmer gør alt, hvad de kan, men alligevel straffes helt stik mod hensigten. Det er ikke godt nok. Systemet er indrettet efter månedslønnede med 37 timer jævnt fordelt over hverdagene. Det kan jo ikke være rigtigt, mener a-kassens forretningsfører.

– Derfor har jeg for 14 dage siden kontaktet beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og appelleret til, at han ændrer reglerne. Når dagpengesystemet ikke understøtter et fleksibelt arbejdsmarked, så dur det bare ikke, siger hun.

Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn er opmærksom på problemet.

– På mig virker det helt urimeligt og tåbeligt. Jeg har fået flere henvendelser om det, også fra fagbevægelsen, så det er helt sikkert, at vi skal kigge på det, og finde ud af, om det ikke kan løses, understreger Leif Lahn.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er tilsyneladende også opmærksom på problemet. Fagbladet 3F har haft kontakt med ministeriet, som henviser til en lignende sag fra Bornholm. I den sag svarede ministeren, at han vil se på reglerne i forbindelse med en større gennemskrivning af reglerne, som ministeriet er i gang med. Ministeriet oplyser dog til Fagbladet, at arbejdet med gennemskrivning formentlig først vil være færdigt engang efter valget.