72,9 millioner til skolebørns opdagelsesrejser i Danmark

Skoleleverne skal lære deres eget land bedre at kende gennem projektet 'Kend dit land.'

Over de næste fire år kan tusindvis af 4. klasseelever komme på opdagelsesrejse rundt i Danmark og møde kultur, natur og historie, som de ikke kender i forvejen. Alle kommuner kan på vegne af deres folkeskoler ansøge om at komme på tur med ’Kend dit land’ frem til den 15. april. 

Af Lene Vind, lene@nb-okonomi.dk

Projektet ’Kend dit land’ ruller nu afsted i hele landet. Fra øst til vest og nord til syd. Eller omvendt. På besøg ved Vadehavet, hos københavnske kulturinstitutioner, nordjyske fiskelejer, fynske landsbyer eller biodynamiske landbrug på Lolland. 72,9 millioner kroner er afsat på finansloven 2019-2022 til projektet, som kulturminister Mette Bock, børne- og socialminister Mai Mercado, undervisningsminister Merete Riisager og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen står bag.

Projektet er testet på 3.000 elever og ni kommuner i efteråret 2018, og over de næste fire år vil mange flere børn kunne komme afsted på opdagelsesrejse. Fra den 21. februar 2019 kan man søge om at komme på tur med ’Kend dit land’. Ansøgning sker via hjemmesiden kendditland.dk hvor der også adgang til videoer fra pilotprojektet, som blev gennemført i efteråret. Her er en smagsprøve på, hvordan en tur kan se ud og her er også kommentarer fra nogle af de ‘opdagelsesrejsende’ 4. klasseelever.

Der er udviklet  15 ture til ‘Kend dit land’ og de går på kryds og tværs af landet. Hver tur rummer en lang række besøgssteder, der kan vælges imellem i forhold til at sammensætte en tur, som passer til et specifikt undervisningsfokus.

En bustur er som udgangspunkt planlagt til at inkludere én overnatning og 2-4 besøgssteder. Antallet af overnatninger og besøgssteder kan udvides i den lokale planlægning af turene. Turen til Lolland-Falster er dog udarbejdet som en fuld pakke, hvor man besøger alle de anførte besøgssteder.

De frie og private skoler kan også ansøge om turene, det sker via Fordelingssekretariatet frem til den 21. marts 2019.