SF vil gerne lave hurtigt forlig om førtidspension og fleksjob

(ARKIV) Karsten Hønge(SF) vil gerne lave hurtigt forlig om førtidspension og fleksjob. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

SF stiller færre krav til en aftale om ændringer af reglerne for førtidspension og fleksjob. Partiet vil gerne være med i et hurtigt forlig, siger Karsten Hønge (SF) til NB-Beskæftigelse, efter at beskæftigelsesministeren onsdag sagde, at han forventer, at en aftale er på plads i marts.

Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-okonomi.dk

“Vi vil gerne være med i en hurtig aftale,” siger Karsten Hønge om beskæftigelsesministerens udmelding om, at han forventer at have en politisk aftale på plads i marts om ændring af reformen om førtidspension og fleksjob fra 2012.

Indtil videre har forligspartierne været til en række temamøder i ministeriet, hvor de har set på, hvordan udviklingen har været konkret på fleksjob og førtidspension.

“Vi har set på, hvordan det går derude med loven, men vi er ikke nået frem til egentlige forhandlinger, udover at vi har markeret over for hinanden, hvad vi synes er vigtigt,” siger Karsten Hønge.

SF’s ønsker til ændringer i reglerne

SF ønsker, at borgernes retssikkerhed skal forbedres, og partiet har to forslag til, hvordan det kan gøres:

  • Hvis borgeren har en arbejdsevne under syv timer om ugen, skal han/hun frit kunne vælge mellem ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.
  • Et nyt refusionssystem skal sikre, at kommunerne ikke fastholder borgeren på en lav ydelse for at spare penge.

Tidligere havde SF en meget længere liste til ændringer, som blandt andet indeholdt krav om flere fastholdelsesfleksjob, en grænse på ressourceforløb på fem år, at borgere med en arbejdsevne under en enkelt dag om ugen skal kunne få seniorførtidspension mm. Nu har partiet barberet listen ned.

De øvrige partier i forligskredsen er Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative, Venstre og Liberal Alliance.