Socialrådgiverne: Udsatte grupper er ikke klar til job

Udsatte borgere med mange år i systemet er ikke altid klar til jobindsats, lyder det fra socialrådgiverne. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix)

De borgere, som socialrådgiverne møder på jobcentrene, er langt fra alle klar til en jobrettet indsats fra dag ét, siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening. Politikerne overser gruppen, og kommuner og embedsmænd tror fejlagtigt, at en jobindsats vil hjælpe dem. 

Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-okonomi.dk

Det handler om, hvad det er for borgere, socialrådgiverne møder i jobcentrene. Ifølge Mads Bilstrup, formand i Dansk Socialrådgiverforening er det ikke dem, der bare mangler et job. De er forlængst i job, fordi der er opsving. Så dem, der er tilbage, har ofte massive problemer, siger han.

Omvendt mener både beskæftigelsesministeren, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) og Væksthusets Forskningscenter, at det hjælper den udsatte borgere at møde virkeligheden gennem en jobrettet indsats.

I sidste uge talte NB-Beskæftigelse med Jens Folman, der er arbejdsmarkedsdirektør i STAR’s Arbejdsmarkedskontor Øst, der dækker hovedstaden og Sjælland. Han talte om produktionsstyring og kvalitet i samtalen, der for ham især betyder, at samtalen er jobrettet.

Da jeg i går talte med socialrådgivernes formand, spurgte jeg bl.a., om han var enig i Folmans vurderinger. Det er han ikke.

Alt for meget styring

Socialrådgiverne er enige, når Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) anbefaler jobcentrene at bringe sagsantallet ned for sagsbehandlerne, men de er uenige i, at de udsatte borgerne skal mødes med en jobrettet indsats.

“For nogle borgere handler det ikke i første omgang om arbejde,” siger formanden for socialrådgiverne Mads Bilstrup. “Det handler om at komme ud af sit misbrug, det handler om at få værdighed i sit  liv. Det handler om at få selvtilliden tilbage, komme af med social angst efter at have siddet alene og set fjernsyn i 20 år og drukket guldbajerer. Det handler for nogen også om hygiejne, at gå i bad og få vasket sit tøj og sådan noget. Vi er helt ned i sådan noget elementært. Når vi arbejder med sådan en mand eller sådan en kvinde kan godt tage to år, før vi er henne ved sådan noget som virksomhedspraktik.”

Det var en anden tilgang, Jens Folman fra STAR Øst havde, da jeg talte med ham i sidste uge. Jeg spurgte ham bl.a., hvordan en samtale med en aktivitetsparat borger kunne forløbe.

“Snakker du med en udsat borger kan der være nogle helbredsmæssige ting, du bliver nødt til at forholde dig til, der kan også være nogle sociale problemstillinger, du er nødt til at forholde dig til,” sagde Jens Folman. “Vi ved bare. at det må ikke overskygge det arbejde, der skal være til det jobrettede spor.” Han henviser til erfaringer fra både STARs projekter og Væksthusets beskæftigelsesindikatorprojekt, der viser, at man ikke behøver at afklare sygdom og sociale problemer i en trappestigemodel først, men at man godt kan tale både sygdom og sundhed, samtidig med at man taler job. At “virkeligheden virker” på de andre ting, som Jens Folman formulerede det.

Mads Bilstrup er ikke enig. Han læser Væksthusets konklusioner om sagsbehandleres rolle som, at “socialrådgiverne har mistet troen.”

“Jeg vil vende det om og sige, at vi sidder der jo ikke, fordi vi ikke vil hjælpe dem i arbejde. Vi sidder jo med vores faglige baggrund og viden for at se, hvordan vi kan hjælpe borgeren hen imod at blive selvforsørgende og få et godt liv.”

Stram styring af samtaler

Ift. samtalen med en udsat borger slår Jens Folman til lyd for en stram styring af samtalen med en tjekliste over ting, der skal huskes, så borgeren kommer videre.

“Samtaler behøver ikke at tage lang tid,” siger Jens Folman. “Du kan godt lave produktionsstyring af samtaler, så de ikke behøver at tage længere end en halv time. Det er svært at formidle job, hvis du ikke har et cv, som er gennemarbejdet, og det er svært at have løbende dialog, hvis du ikke bruger jobloggen, hvis ikke du motiverer til, at du selvbooker og tager ansvar for din egen jobsøgning”.

“Hvis du arbejder systematisk og målrettet, så kan du sagtens have rigtig meget kvalitet, som flytter borgeren masisvt, selvom samtalen ikke varer halvanden time.”

Mads Bilstrup er ikke enig i, at der skal være en stram styring af samtalen med en liste af ting, der skal tjekkes af.

“For hvad så, hvis listen ikke passer til den borger, der sidder over for. Der kan være nogle lovmæssige ting, som man godt kan skrive ned – men selve indsatsen, relationsarbejdet med borgeren, hvad der skal til, for at du begynder at udvikle dig i en positiv retning, det er jo op til  socialrådgiveren at lave en vurdering ift borgeren, der sidder over for,” siger han.

Socialrådgiverne møder de mest udsatte grupper 

Når socialrådgiverne ikke uden videre vil opgive trappestigemodellen, hænger det sammen med, at de i jobcentrene i dag møder de mest udsatte grupper, forklarer Mads Bilstrup.

“Den borger, vi møder på jobcentret i dag – det er typisk en mand, men kan også være en kvinde, der ikke har en uddannelse, der har mange afbrudte uddannelsesforløb bag sig, og som med i rygsækken har en halv eller hel folkeskoleeksamen. Han har svære skriveproblemer og svært ved at regne og kan ikke gennemføre en uddannelse. Det er folk, der er ensomme, som bruger deres tid til at se fjernsyn bag lukkede døre helt alene med sig selv, og for nogle er der også kommet et misbrug ind over, erkendt eller ikke erkendt. Men det er også typisk manden, vi møder nede i Netto, der køber seks elefantøl to gange om dagen. Så sidder de der og kværner de bajere. Det er jo dem, vi skal have fat i nu og skal have udredt til et eller andet.”

Socialrådgiverne er derfor heller ikke begejstrede for tanken om, at alle skal i virksomhedspraktisk så hurtigt som muligt.

“Kommunerne siger, at svaret på at nedbringe forsørgelsesudgifterne, det er at ansætte nogle flere virksomhedskonsulenter og jobkonsulenter. Så finder de nogle jobåbninger, og så er dem på kontanthjælp ude af systemet. Det er ikke det rigtige til den her gruppe.  På den lange bane kommer de i beskæftigelse, men erfaringerne fra Hjørring viser, at da de fik gravet de her helt gamle sager frem og støvet dem af, så tog det dem en årrække at arbejde med dem. Nu er de så begyndt at komme i fleksjob og enkelte på marmeladefabrikken (Fynbo Marmelade, red.). Erfaringen viser bare, at havde de sendt dem ud i virksomhedspraktik til en start, så var de blevet slået tilbage, og mange af dem fik også førtidspension.”

“Det er den her målgruppe, de borgere, vi møder primært i dag, fordi der er optur på arbejdsmarkedet, og det er nemt at komme i beskæftigelse for dem, der kun har ledighed som problem. De er ligesom ude af vore system. De ikke-forsikrede jobparate eller aktivitetsparate har nogle andre problemer end ledighed, og det er en større gruppe af den restgruppe, som jeg synes, politikerne ikke har opdaget endnu.”

Hør også podcast med Jens Folman om produktivitetsstyring og kvalitet i samtalen.